Hytte nedbrændt søndag
En hytte, der er ejet af en lokal turismevirksomhed er søndag eftermiddag brændt ned til grunden. Politiet undersøger årsag til branden.
En af hytterne i Kang Skicenter i en af fjordene tæt på Nuuk er søndag eftermiddag brændt ned til grunden.
Det bekræfter Grønlands Politi:
- En hytte i Kang Skicenter er brændt helt ned til grunden. Både vores patrulje og brandvæsenet har været på stedet. Et forsøg med at slukke branden er ikke lykkedes, oplyser vagtchef Jørgen Madsen til Sermitsiaq.AG.
Grønlands Politi har modtaget anmeldelsen om branden søndag klokken 17.16.
Ingen tilskadekomne
På tidspunktet for branden har der været personer i Kang Skicenter. Politiet oplyser, at der ikke har været nogen i den brændende hytte, og at der derfor ikke er nogen tilskadekomne.
- Politiets patrulje skal igen til stedet for at foretage brandundersøgelse. Undersøgelserne skal slå årsagen til branden fast, og vi kan på nuværende ikke udtale os mere om sagen, fortæller Jørgen Madsen.