Disko Line satte kort før påske hybridfærgen Maliina Ittuk til
salg.
Det store passagerskib med plads til 113 passagerer sejler i
øjeblikket mellem Qaqortoq og Narsarsuaq, hvor sejladsen bliver indstillet, når
Qaqortoqs nye lufthavn åbner den 16. april, og Narsarsuaq nedgraderes til
helistop.
Disko Line satte kort før påske hybridfærgen Maliina Ittuk til
salg.
Annonce
Det store passagerskib med plads til 113 passagerer sejler i
øjeblikket mellem Qaqortoq og Narsarsuaq, hvor sejladsen bliver indstillet, når
Qaqortoqs nye lufthavn åbner den 16. april, og Narsarsuaq nedgraderes til
helistop.
Det var oprindeligt Disko Lines plan at flytte Maliina Ittuk til
Ilulissat og Disko-området, hvor færgen skulle indsættes på ruten mellem
Ilulissat og Qeqertarsuaq. Men de planer blev opgivet i februar, fordi det ikke
er muligt at skaffe en fast kajplads i Ilulissat.
Udbudspris på 104 millioner kroner
Maliina Ittuk er sat til salg gennem det københavnske
skibsmæglerfirma Atlantic Shipping. I salgsopslaget på virksomhedens hjemmeside
opgives salgsprisen til 104 millioner kroner.
Maliina Ittuk ved ankomsten til Qaqortoq i oktober sidste år.Foto: Hans-Peter N. Bay - Alluitsup Ba
- Salgsarbejdet er først lige begyndt, men Atlantic Shipping vil
prøve at undersøge, om der er andre grønlandske rederier, der er interesseret i
Maliina Ittuk, oplyser senior vice president Mogens Fynbo fra Atlantic
Shipping.
- Vi har sendt en meddelelse om det mulige salg ud til vores faste
kunder over hele verden, men det er nok ikke her, vi finder en køber. Skibet er
meget anderledes end de trawlere og fragtskibe, vi normalt beskæftiger os med,
så vi kommer til at gøre lidt ekstra ud af salgsarbejdet.
- Jeg håber på, at vi kan få skibet til Nuuk, når det bliver taget
ud af drift. Vi vil gerne vil præsentere Maliina Ittuk for forsvaret, der måske
kan bruge skibet til at transportere soldater – og måske er der andre i
området, som kan se muligheder i skibet.
- Jeg mener også, at det vil være synd at tage Maliina Ittuk ud af
Grønland. Hun er bygget til grønlandske forhold med isforstærkning og så
videre, så det er oplagt at afsøge mulighederne i Grønland. Men der er
selvfølgelig muligheder for at sælge skibet andre steder, hvor der is – for
eksempel i Norge eller Østersøregionen.
- Under alle omstændigheder er Nuuk en bedre placering for Maliina
i en salgsproces, fordi det er nemmere at få potentielle købere til hovedstaden
på grund af den internationale lufthavn, siger Mogens Fynbo.
En svær beslutning
Administrende direktør Michael Højgaard fra Disko Line fortæller,
at det ikke har været nogen nem beslutning at sætte Maliina Ittuk til salg.
- Vi har vendt alle scenarier, både tekniske og operationelle, og
vores besætning har ydet en ekstraordinær indsats. Men når de basale
havneforhold ikke kan sikres, er vi nødt til at handle ud fra sikkerhed og
driftsansvar.
Maliina Ittuk har været lidt af et smertensbarn for Disko Line.
Selve byggeprocessen har været fyldt med udfordringer, og der gik seks år fra
man besluttede at bygge skibet, til hybridskibet endelig ankom til Grønland.
De første streger til skibet blev slået tilbage i 2019. Siden har
byggeriet været ramt af både coronaen og en række uheld, så det var først i
efteråret 2025, at skibet kom endeligt i drift.
Forsinkelserne og bygningen af skibet har været en bekostelig
affære. I Topas Explorer Groups årsregnskab for 2025 er skibet i balancen under
”Materielle anlægsaktiver under udførelse” sat til en værdi af i alt
101.724.911,00 kroner.
Maliina Ittuk er Disko Lines hidtil største skib og er
specialdesignet til hybriddrift – altså drift med både diesel og el. Tanken var
at ombygge det helt til eldrift, når Grønlands store vandkraftprojekter står
klar.
Batterikapaciteten giver energi til cirka to timers sejlads med 8
knob. Det var Disko Lines forventning, at det er en særlig force ved Maliina
Ittuk.
- Det kan bruges ved isfjordssejladser og hvalsafarier. Der er en
stigende miljøbevidsthed blandt turisterne – og det bliver et vigtigt
konkurrenceparameter i årene fremover, oplyste Michael Højgaard til Sermitsiaq
i 2024.
Servicekontrakt forhandles
Det er endnu uvist, hvordan passagertrafikken i Sydgrønland skal
organiseres, når Qaqortoq Lufthavn åbner og Narsarsuaq lukker.
”Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter arbejder
sammen med Air Greenland A/S på at indgå en et-årig servicekontrakt for
trafikopgaven for perioden fra lufthavnen åbner i 2026 og et år frem.
Departementet har netop modtaget tilbud fra Air Greenland A/S, og er sammen med
Air Greenland A/S i proces med at udarbejde de endelige forhold for den et-årige
kontrakt. Derudover planlægges der gennemførelse af et offentligt udbud i løbet af 2026,
om trafikopgaven for helikopterbefordring i Sydgrønland, for den forventede
periode fra udløbet af den et-årige kontrakt i 2027 til og med udgangen af 2030”,
oplyste naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Boliger,
Infrastruktur og Yderdistrikter, Aqqaluaq B. Egede i en pressemeddelelse i
februar.
Desuden fortsætter Disko Lines ejer, Topas Explorer Group, sine
turistaktiviteter med bådcharter i Sydgrønland. Selskabet fusionerede sidste år
selskabets to rederier, Disko Line og Blue Ice Explorer, netop for at forenkle
driften med henblik på den nye situation, når den nye lufthavn i Qaqortoq
åbner.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.