Hun harpunerer identitetsspørgsmål

Kunstneren Julie Edel Hardenberg er udpeget til at deltage i et stort europæisk projekt om kunstens og kulturens berigelse i en krisetid

Billedkunstner Julie Edel Hardenberg deltager i et kunstprojekt i forbindelse med Danmarks EU-formandskab. Arkivfoto: Jørgen Chemnitz
Offentliggjort

- Med samme præcision som en harpun rammer multikunstner Julie Edel Hardenberg identitetsspørgsmål i sine forskelligartede værker.

Julie Edel Hardenberg, født i 1971 i Nuuk, er halvt grønlandsk, halvt dansk.

Hun foretrækker ikke den ene etnicitet frem for den anden, men trives som en personlighed med det privilegium at have flere farver på ophavets palet.

Sådan indleder Jyllands-Posten et portræt af Julie Edel Hardenberg, som sammen med 19 andre kulturpersonligheder netop er udpeget til Team Culture 2012 af kulturminister Uffe Elbæk. Projektet, der præsenteres i morgen, tirsdag, i Carlsbergs Æresbolig i København efter et par dages forudgående diskussioner mellem de medvirkende, handler om, hvad kunst og kultur kan bidrage med i en krisetid.

Læs "Kunst i en krisetid"

Kulturministeren ønsker under det danske EU-formandskab at sende 12 europæiske kulturpersonligheder rundt i Europa.
Resultatet af det tværfaglige rejseholds observationer afleveres på et stormøde i Bruxelles, hvortil medlemmer af Europa-Parlamentet og de europæiske kulturministre inviteres.

Kulturelt eliteteam
Julie Edel Hardenberg kommer blandet andet i selskab med den svenske koreograf og professor Efva Lilja, der er rektor ved Skolen for Dans og Cirkus i Stockholm, den fransk-libanesiske kunsthistoriker og kurator Moukhtar Kocache, Neil MacGregor, direktør for British Museum, den tyske forfatter og debattør Peter Schneider, filosoffen Stojan Pelko, der er tidligere kulturminister i Slovenien, samt landsmanden og filmproducenten Vibeke Windeløv.

Powered by Labrador CMS