Høegh-Dam: Fuldstændig normalt med lobbyisme før valg

Flere delegerede har klaget til Siumuts hovedbestyrelse om forsøg på påvirkning af valg til partiet, hvor pres og chikane beskreves. Det er helt normalt med lobbyisme før et valg, siger en af kandidaterne.

Lobbyisme er ikke uset ved valg og i politik, påpeger Aki-Matilda Høegh-Dam. Hun forholder sig dog ikke til måden, det er blevet gjort på ved det seneste kampvalg i hendes parti.
Offentliggjort

Forud for valg til formand for partiet Siumut har flere delegerede klaget til hovedbestyrelsen med påstande om forsøg på påvirkning af valgets resultat, chikane på sociale medier og pres fra udefrakommende.

Den nye hovedbestyrelse skal behandle klagerne, der også indeholderet punkt om, at fortrolige dokumenter er sivet ud til uvedkommende, før de var godkendt af bestyrelsen forud for landsmødet. Tilbage står en af de tidligere formandskandidater og undrer sig over alt det postyr.

- Det er ikke usædvanligt, at medlemmer forsøger at påvirke delegeredes stemme op til formandsvalget. Man henter stemmer ved lobbyisme, og man bestræber sig på at finde ud af, hvor kandidater kan hente støtte mellem delegerede, siger Aki-Matilda Høegh-Dam (S) til Sermitsiaq.AG.

- Politik er at skabe indflydelse. Hvis vi ikke kan gøre vores indflydelse gældende i politik og ved kampvalg, så er der noget helt galt, siger hun.

Ingen kendskab til sivende dokumenter

Hun oplyser, at hun ikke har hørt om klagerne, som den genvalgte formand for partiet, Erik Jensen beretter om til mediet.

Aki-Matilda Høegh-Dam har svært ved at forstå, hvorfor de delegerede har et ønske om at klage over, at dokumenter, der skal behandles på landsmødet er kommet i andres hænder end de medlemmer, der skal drøfte forslagene.

- Kandidatlisten, liste over delegerede og dagsordenspunkter til landsmødet er ikke hemmelige. Det skal være tilgængelige for alle. Landsmødet er helt åbent. Hvis det ikke er tilfældet, så er min generelle holdning, at det er helt absurd, hvis vi skal have mundkurv på, påpeger Aki-Matilda Høegh-Dam.

Hun understreger, at hun ikke kender til de konkrete klager om forsøg på påvirkning på forskellige måder og klager om dokumenter der er kommet ud af bestyrelsen op til landsmødet. Men hun mener heller ikke det burde være et problem.

- Og hvad så, hvis det er sket. Det er endnu mere uacceptabelt, hvis vi ikke må gøre vores indflydelse gældende internt i partiet, siger hun.

Powered by Labrador CMS