Hjælp os: Vi vil hjem til Grønland

Et ældre ægtepar fra Paamiut er strandet i Danmark og kan ikke komme hjem. De er nervøse over den højere smittefare i Danmark og ønsker ikke længere at ligge familien til last.

Offentliggjort

- Vi føler os fuldstændigt svigtet af Selvstyret, som fortæller os, at vi ikke opfylder betingelserne for hjemtransport. Der er heller ingen strategi for vores ophold i Danmark, og vi må klare os selv, lyder det fra Sofus og Marie Lorentzen fra Paamiut.

Ægteparret ankom til Danmark den 6. marts, kort tid før landet lukkede ned for ind- og udrejser. Besøget i Danmark var for at deltage i planlagt barnedåb og konfirmation, men begge arrangementer blev aflyst på grund af coronasituationen. Siden da har Sofus og Marie Lorentzen ønsket at komme hjem til Grønland.

Hjemrejsen var planlagt til den 6. Maj, men efter selvstyrets udmelding, om at forbuddet mod rejser ind og ud af Grønland forlænges til 31. maj, ved parret ikke, hvornår de kan komme hjem.

- Vi er alvorligt bekymrede for, at der går rigtig lang tid, før vi får mulighed for at rejse til vores hjemland.

I smittefare hos familien

Parret er 66 og 72 år gamle og er henholdsvis kol- og kræftpatient, hvilket sætter dem i højrisikogruppen i forhold til coronasmitte. Derfor er de bekymrede for at opholde sig i Danmark, hvor der er udbredt smitte i modsætning til herhjemme i Grønland.

- Vi er derfor helt isolerede og har ingen social omgang med andre end nærmeste pårørende, som lægger hjem til vores ophold. Det er selvfølgelig til dels også en belastning for dem, i forhold til hvem de har kontakt med.

Rejsevejledning fra nun.gl

Som borger eller mindre erhvervsdrivende kan du ansøge om at rejse på det midlertidige trafikprogram, såfremt du søger om:

Sammenføring af børn (under 18) med mindst 1 forældre, som har forældremyndigheden

Rejsebehov for at understøtte virksomhedsdrift.

Bortset fra det prioriteres følgende:

SAR og medicinske evakueringer

Sundhedskritisk transport af patienter, personale eller fragt som skal gennemføres inden for 36 timer

Nødvendig transport af personale og fragt fra samfundskritiske myndigheder/virksomheder for at opretholde beredskab og infrastruktur:

Parret bor i øjeblikket på skift hos deres to døtre i Aalborg. Hos den ene datter er der to børnebørn, som netop er startet i skole og børnehave igen. Det bekymrer familien, at de udsætter bedsteforældrene for smitte, fordi børnene er ude i samfundet og kan risikere at bringe smitte med hjem.

Er blevet afvist på telefonen

Parret og deres familie har talt med en medarbejder på et telefonnummer, der står oplyst på nettet i forhold til rejseforbuddet. Her fik de at vide, at de lige så godt kan lade være med at ansøge om indrejse, da de ikke er har en gyldig grund til at komme hjem. Derfor har de endnu ikke søgt, men det vil de gøre nu, da tidshorisonten for at landet åbner op igen er skubbet langt ud i fremtiden, og de stadig håber på at få lov at komme hjem indenfor den nærmeste fremtid.

Parret håber derfor, at Selvstyret vil lave en plan for, hvordan de og andre grønlændere i udlandet kan komme hjem igen.

- Det er netop i de ekstraordinære situationer, at virkelige ledere træder i karakter og træffer de nødvendige beslutninger. Det er så ikke sket i forhold til strandede grønlændere i udlandet. Vi forbigås i absolut stilhed, slutter parret deres beretning.

Powered by Labrador CMS