Historien om Ivittuuts skjulte konsekvenser

En sommerdag i 1870’erne glider en konebåd ind gennem Arsukfjorden i Sydgrønland. 

Inde fra fjeldsiden ved Ivittuut høres bragene fra sprængningerne i den kryolitmine, der få år tidligere – i 1864 – for alvor er blevet etableret som fast industriprojekt.

Kulrøg hænger over fjorden, og langs mineområdet bevæger unge danske arbejdere sig mellem barakker, værksteder og oplag efter endt arbejdsdag.

Nogle er kommet fra København. Andre fra barske havne- og arbejdermiljøer rundt omkring i Danmark. Mange skal opholde sig i Grønland et år ad gangen – isoleret fra deres familier og placeret midt i et lille grønlandsk fangersamfund, som indtil da har levet af sælfangst, fiskeri og handel med KGH.

Når arbejdet slutter, og muligheden byder sig, opstår der hurtigt en livlig kontakt mellem kryolitminen og de omkringliggende grønlandske bopladser. Grønlænderne søger mod Ivittuut, hvor de kan handle med de danske arbejdere og sælge sælskind, fuglevildt, fisk og husflid til et marked, som ikke fandtes andre steder i Grønland på det tidspunkt. Samtidig bliver minebyen kendt for noget andet: alkoholen.

I skyggen af kryolitten

I de små grønlandske udsteder var salg af spiritus til grønlændere forbudt, men i Ivittuut flød sprutten langt friere, og ifølge Henrik Knudsen blev det også en del af stedets tiltrækningskraft for både danskere og grønlændere.

I takt med den tætte kontakt mellem de danske arbejdere og lokalbefolkningen opstår der også relationer mellem arbejderne og kvinder fra området – relationer, som senere sætter tydelige spor i kirkebøgerne. I nogle årgange havde omkring halvdelen af børnene født i Arsuk danske fædre uden for ægteskab – mænd, som ofte allerede var rejst tilbage til Danmark.

Samtidig bliver lokale familier gradvist fortrængt fra de sommerbopladser omkring Ivittuut, hvor generationer før dem har fisket, tørret kød og samlet vinterforråd. Minen kræver plads, kontrol og større afstand mellem grønlændere og de danske arbejdere, og langsomt begynder den traditionelle fangerkultur i området at slå revner.

Hov – har vi ikke hørt den historie før?

Om unge danske arbejdere, der ankommer til Grønland med industrialiseringen. Om alkohol, sociale spændinger og børn, der vokser op uden deres fædre. Om lokalsamfund, som langsomt må indrette sig efter en udvikling, der kommer udefra – og mennesker, hvis liv ændrer sig, mens andre høster gevinsten.

De fleste vil nok tro, at den fortælling først tog fart, da moderniseringen skyllede ind over Grønland i 1950’erne og 1960’erne med G50, danske håndværkere og nye industribyer. Men ifølge seniorforsker ved Rigsarkivet i Viborg, Henrik Knudsen, begyndte den langt tidligere – i skyggen af kryolitminen i Ivittuut, hvor et af de første storindustrielle projekter i Arktis allerede i 1860’erne blev et tidligt møde mellem grønlandske lokalsamfund og den modernitet, som senere skulle forandre hele landet.

Det er et af hovedbudskaberne i hans nye bog “I kryolittens skygge – Minen, magten og fjordens folk”, hvor han undersøger kryolitminen i Ivittuut – ikke som en klassisk fortælling om industriel succes, men som historien om de mennesker, der levede i skyggen af udviklingen.

Et tidligt industrisamfund midt i Grønland

Da kryolitminen for alvor kom i gear i Ivittuut i 1864, ændrede det ikke blot økonomien i Arsukfjorden. Det ændrede hele områdets sociale balance.

Indtil da havde området været et lille grønlandsk fangersamfund. I Arsuk boede omkring 70-75 mennesker fordelt på 10-15 husstande, mens den nærliggende boplads Isua husede yderligere 30-40 personer. Tilsammen udgjorde befolkningen omkring én procent af hele Grønlands befolkning på det tidspunkt.

Det var et tyndtbefolket område langt fra kolonimagtens centrum.

Men med minedriften kom der pludselig en helt ny befolkning til fjorden.

I løbet af få år voksede antallet af danske arbejdere i Ivittuut til mellem 130 og 150 unge mænd – et opsigtsvækkende højt tal i datidens Grønland. Til sammenligning fandtes der i mange grønlandske kolonier og udsteder kun en mindre håndfuld danskere, mens der i Nuuk på dette tidspunkt blot opholdt sig omkring 30 til 40 danskere.

- Hernede i Ivittuut var der op mod 150 danske medarbejdere, og mange af dem blev skiftet ud hvert år. Det var en helt anden skala end noget andet sted i Grønland, fortæller Henrik Knudsen.

For lokalbefolkningen må mødet have været voldsomt.

Pludselig lå der et moderne industrisamfund midt i fjorden med sprængninger, skibe, kulrøg, barakker og en konstant strøm af nye arbejdere udefra. Samtidig opstod der hurtigt et nyt økonomisk kredsløb omkring minen.

Grønlænderne solgte fisk, fuglevildt og sælskind til arbejderne. Husflid og souvenirs blev en lukrativ forretning, fordi de danske arbejdere gerne ville tage grønlandske genstande med hjem til Danmark.

Ifølge Henrik Knudsen begyndte det allerede i 1860’erne at ændre områdets erhvervsstruktur.

- De lokale havde pludselig et marked, som var helt uden sammenligning i Grønland på det tidspunkt, siger han.

Men udviklingen havde også en pris.

Sygdommen fra minen

Kryolitminen bragte ikke kun arbejdspladser, handel og nye indtægter til Arsukfjorden. Med de mange danske arbejdere fulgte også sygdomme, sociale spændinger og et voksende pres på det lille grønlandske fangersamfund.

Ifølge Henrik Knudsen optræder gonoré første gang i Grønland i Ivittuut-området i 1860’erne, og senere fulgte en alvorlig syfilisepidemi, som bredte sig fra minen til Arsuk og de omkringliggende bopladser.

- Syfilis var på det tidspunkt en meget frygtet sygdom. Ikke bare for de voksne, men også fordi børn kunne blive født med sygdommen, forklarer Henrik Knudsen.

Samtidig voksede antallet af børn født uden for ægteskab markant. Kirkebøgerne viser, at omkring halvdelen af børnene født i Arsuk i nogle årgange havde danske fædre uden for ægteskab – mænd, som ofte allerede var rejst tilbage til Danmark.

Det skabte store sociale problemer i det lille fangersamfund.

- Når så mange børn voksede op uden fædre i samfundet, opstod der også spørgsmålet om, hvem der skulle forsørge dem og lære drengene at blive fangere, siger Henrik Knudsen.

I det traditionelle grønlandske samfund begyndte oplæringen til fangerlivet allerede i fire-femårsalderen, og når familiestrukturerne blev brudt op, fik det konsekvenser langt ud over det enkelte hjem.

Efterhånden reagerede kolonimyndighederne med stadig mere vidtgående indgreb. Fra 1880’erne blev Arsukfjorden i praksis afspærret fra resten af Grønland i næsten 50 år i et forsøg på at forhindre epidemierne i at sprede sig op langs kysten.

Grønlandske kvinder måtte ikke længere komme til Ivittuut, og almindelige fangere fik forbud mod frit at rejse til området. Lokale familier blev isoleret fra andre bopladser og sommerpladser, som de tidligere havde bevæget sig imellem som en naturlig del af fangstlivet.

- Det er et meget voldsomt regime at lægge ned over en fangerbefolkning, som lever af at bevæge sig rundt efter jagtdyrene og mødes på sommerbopladserne, siger Henrik Knudsen.

Men samtidig var det bemærkelsesværdigt, hvem restriktionerne især ramte.

- Restriktionerne ramte grønlænderne. Ikke selskabet og ikke de danske arbejdere, siger Henrik Knudsen.

Arbejderne fortsatte med at mødes med lokalbefolkningen i det skjulte rundt omkring i Arsukfjorden, hvor der ifølge samtidige beskrivelser stadig blev drukket og festet heftigt. Handlen mellem lokalbefolkningen og arbejderne fortsatte samtidig, fordi selskabet fortsat havde brug for fisk, fuglevildt og andre forsyninger fra området.

Hvorfor lærte man ikke af det?

For Henrik Knudsen rejser historien om Ivittuut derfor også et større spørgsmål: Hvorfor lærte de danske myndigheder og embedsmænd ikke af erfaringerne fra Ivittuut, da Grønland mange år senere blev moderniseret i stor skala?

Mange af de problemer, der opstod omkring kryolitminen i 1800-tallet, dukkede senere op igen under moderniseringen af Grønland efter Anden Verdenskrig. Tusindvis af danske håndværkere og arbejdere rejste til Grønland for at bygge boliger, havne og fabrikker, og igen opstod der sociale spændinger, alkoholproblemer og børn født uden for ægteskab.

- Jeg ser en tydelig parallel til det, der sker i 1950’erne og 1960’erne med G50 og G60. Man sender en masse danske håndværkere til Grønland, og det medfører mange af de samme problematikker, siger Henrik Knudsen.

Ifølge ham er det bemærkelsesværdigt, at nogle af de centrale embedsmænd, der kendte historien fra Arsuk og Ivittuut, senere også var en del af administrationen under efterkrigstidens modernisering.

- Alligevel starter man moderniseringen uden for alvor at tage erfaringerne med sig, siger han.

For Henrik Knudsen bliver historien fra Ivittuut derfor mere end fortællingen om en mine i Sydgrønland. Den bliver også et tidligt varsel om de sociale og menneskelige omkostninger, som senere kom til at følge moderniseringen af hele Grønland – længe før G50 overhovedet blev tænkt.