HHE: Derfor må der ikke ammes
Ifølge hotelchef Marianne Holdgaard Rasmussen skyldes Hotel Hans Egedes ammeforbud på åbne steder, at det generer mange
Det har vakt masser af opsigt, efter at Sermitsiaq.AG har skrevet om en amme-demonstration mod Hotel Hans Egede i Nuuk, efter at Maja Steffens lørdag arrangerede en sit-down-demonstration, fordi hun er utilfreds med, at der ikke må ammes på åbne steder på hotellet.
I den forbindelse har Sermitsiaq.AG indhentet en kommentar fra hotellet.
- Vi har amme-forbuddet, fordi mange føler sig generet, når der foregår amninger i vores restauranter, i baren eller i loungen, fortæller hotelchef Marianne Holdgaard Rasmussen.
- Afhængig af pladsmuligheder tilbyder vi dem, der skal amme, at de kan gøre det i et værelse eller i konferencerummet. Sådan har det altid været.
Læs "- Vi flasher jo ikke hele mælkebarmen"
- Maja Steffens har fortalt os, at hun blev henvist til toilettet, da hun skulle amme. Er det korrekt?
- Det er i hvert fald imod vores politik, hvis det er sket. Det er ikke rart for eksempel at skulle amme på toilettet. Hvis jeg havde hørt det, var jeg også blevet ked af det. Vores officielle holdning er, at man kan få et privat sted, hvor man kan amme.
- Hvilket indtryk har lørdagens demonstration gjort på dig?
- Det er rart, at folk viser deres holdning.
- Får kritikken jer til at ændre noget?
- Som fortalt er vores politik, at folk, der ammer, skal have tilbudt et privat sted, hvor det kan foregå, fastslår Marianne Holdgaard Rasmussen.