Henrik Sandgreen efterlyser stabilitet
Formanden for fisker- og fangerorganisationen KNAPK, Henrik Sandgreen, håber på tæt samarbejde med den nye naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Jens Immanuelsen (S)
- Det har været dyrt for samfundet, at der har været så mange skift i Naalakkersuisut, derfor håber jeg på vegne af KNAPK, at den nye naalakkersuisoq for fangst og fiskeri vil holde i lang tid.
Det siger formanden for KNAPK, Henrik Sandgreen, til Sermitsiaq.AG, efter Jens Immanuelsen onsdag er blevet udpeget som ny naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug.
- Jeg har været formand i KNAPK siden 2013, og det er tiende gang, at der bliver indsat en ny naalakkersuisoq. I løbet af de år har det været svært at nå at etablere et gunstigt samarbejde. Der har ikke været stabilitet i de seneste år, og det rammer fiskerierhvervet, påpeger han.
Kim Kielsen må vise karakter
KNAPK-formanden håber derfor, at et tæt og stærkt samarbejde bliver etableret med Jens Immanuelsen.
- Mit budskab til Jens er, at han søger et tæt samarbejde med fiskerierhvervets organisationer. Ellers bliver det svært for ham at sidde i en længere periode, hvis han udelukkende går efter sin egen politiske dagsorden fremfor et samarbejde, siger Henrik Sandgreen.
- Nu må Kim Kielsen træde i karakter og vise, at koalitionen kan holde de næste tre år. Der har været nok af politisk tumult i det seneste år. Men jeg ser meget frem til at samarbejde med Jens Immanuelsen, der ikke er et ukendt ansigt i politik, lyder det fra den magtfulde fagforeningsformand.