Hemmelig boligrapport

Den uafhængige advokatundersøgelse af elitens favorable køb af huse er blevet stemplet som fortrolig af formanden for Landstingets revisionsudvalg.

En Advokat-rapport om toppolitikere og topembedsmænds favorable køb af boliger er indtil videre hemmelig, men bliver offentlig på torsdag.
Offentliggjort

Advokat-rapporten om toppolitikere og topembedsmænds favorable køb af boliger er indtil videre hemmelig.

Resultatet af den uafhængige undersøgelse blev fornylig afleveret til Landstingets Bureau, og nu har formanden for Landstingets revisionsudvalg, Godmand Rasmussen fra Atassut, besluttet, at rapporten indtil videre skal være fortrolig. Det betyder, at offentligheden ikke kan få indsigt i advokatundersøgelsens konklusioner.

Godmand Rasmussens beslutning skaber harme hos Demokraterne, som i sin tid stod bag forslaget om en uvildig advokatundersøgelse af boligsagen. Partiet mener, at befolkningen har krav på og ret til at kende undersøgelsens konklusioner.

– Vi tager skarpt afstand fra beslutningen om at hemmeligstemple undersøgelsen, og jeg har forsøgt at få ændret beslut¬ningen, så konklusionerne straks bliver offentlig¬gjort. Demokraterne opfordrer derfor formanden for revisionsudvalget til at ændre sin beslutning og hurtigst muligt sørge for at offentliggøre undersøgelsen, siger landstingsmedlem Jens B. Frederiksen, som selv er medlem af revisionsudvalget.

Godmand Rasmussen siger til Sermitsiaq, at han blot følger reglerne.

– Rapporten kan først offentliggøres, når revisionsudvalget har behandlet den. Det sker på torsdag, hvorefter rapporten frigives. Men jeg kan på forhånd sige, at der er tale om en meget alvorlig sag, som kan få alvorlige konsekvenser for de involverede, siger Godmand Rasmussen.

Powered by Labrador CMS