Hashsag: Anklager betegner tiltaltes forklaringer som utroværdige

I dag er den store hash-sag med syv tiltalte gået ind i sin sidste runde

Offentliggjort

Der er ikke meget plads til overs i retssal 3 ved Retten i Grønland, da den måske største hashsag bliver genoptaget klokken 9 i dag.

Syv tiltalte med hver deres forsvarer, politi til bevogtning, anklagemyndighed og enkelte tilhørere, er der godt fyldt.

Som den sidste af de tiltalte, bliver den person, som anklagemyndigheden anser som hovedmanden ført ind i retssalen. Han joker lidt med en af de medtiltalte, da han sætter sig på sin plads.

Efter gennemgang af de tiltaltes straffeattester og personlige forhold, tager anklager Tobias Berg fat på sin procedure. Det er her anklagemyndigheden og efterfølgende forsvaret fremlægger hver deres udlægning af beviserne i sagen.

- Hænger ikke sammen

Og Tobias Berg efterlader fra starten ikke nogen tvivl om, hvad han mener om de tiltaltes forklaringer i retten tilbage i maj måned.

En af de tiltalte havde på et tidspunkt indrømmet, at en del hans fremstilling ikke hang helt sammen.

Anklageren mener, at det gør sig gældende for samtlige de forklaringer, som de tiltalte havde afgivet i retten.

Gang på gang understreger han med bidende ironi, at han opfatter forklaringerne som værende utroværdige, usammenhængende og løgnagtige.

Især forklaringer om, at flere af dem knap nok kender hinanden, mener Tobias Berg, at blandt andet politiets telefonaflytninger modbeviser.

Anklageren fortsætter med sin procedure efter frokostpausen. Derefter vil det være forsvarernes tur til at komme med deres udlægning, som givet vis vil være en noget andet end anklagerens.

Procedurerne fortsætter i morgen. Herfter vil sagen blive optaget til dom, hvilket betyder, at dommen først afsiges på et senere tidspunkt.

Powered by Labrador CMS