Hans Enoksen angriber Martha: 30 minusgrader uden olie på fyret

Siumut sætter nu dagsordenen i en værdidebat om nye krav til gæstearbejdere. Men oppositionen presser på for også at diskutere andre emner, eksempelvis de barske vilkår for egne borgere.

Partii Naleraqs formand Hans Enoksen
Offentliggjort

20 procent af befolkningen er relativt fattige.

Det viser en opgørelse fra Grønlands Statistik, hvor også den store ulighed i landet udpensles. Således er det nu sådan, at folk i højindkomstgruppen har en indkomst, som 5 gange højere end familier i lavindkomstgruppen. Dermed er Grønland det land i Norden med størst ulighed, skriver AG.

Heftig debat

Den kriseagtige situation var naturligt nok i fokus, da Naalakkersuisuts ansvarlige for sociale forhold, Martha Abelsen (S), forleden blev grillet under spørgetimen i Inatsisartut.

Her var de aktuelle mærkesager, som Siumut den seneste tid har lanceret – herunder nye sprogkrav og begrænsning af udefrakommendes stemmeret – skudt i baggrunden for at give plads til en debat om egne borgeres levevilkår.

Hans Enoksen, formand for Partii Naleraq, var oppe i det røde felt.

– Det er forfærdeligt, at de sociale ydelser er så lave. Vi hører eksempler om, at hvis det fryser 30 grader uden for, kan man ikke få penge til at opvarme boligen, når man søger om det. Så får man afslag på et lån. Det samme gælder, hvis man henvender sig til kommunen om at få hjælp til mad eller brændstof til jollen. Så får borgerne at vide, at ansøgningen skal sendes videre og behandles fra centralt hold. Så må borgeren vente i 10 dage, tordnede Hans Enoksen.

Bedre borgerservice

Ifølge Martha Abelsen arbejdes der ud fra de regler, et flertal i Inatsisartut har vedtaget.

- Man kan ikke tildele offentlige hjælp uden om de regler, svarede hun; en forklaring, som dog ikke formildede Hans Enoksen.

– Vi har også læst Ombudsmandens redegørelse, der viser omfanget af det omsorgssvigt, som det offentlige byder vores borgere. I er nødt til at forbedre jeres service!

Læs hele artiklen i ugens udgave af avisen AG, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS