Den 25. oktober var en britisk-italiensk pilot undervejs over
Davis Strædet fra Goose Bay i Canada mod Narsarsuaq i en en-motoret Cessna. På
grund af dårligt vejr i Sydgrønland besluttede piloten at gå imod Nuuk, der var
hans alternative lufthavn. Det skulle vise sig at blive skæbnesvangert og koste
ham livet.
Annonce
Under nedstigningen mod Nuuk ramte flyet Sermitsiaq i en højde af
3.500 fod – godt en kilometers højde. Det udløste en redningsaktion, hvor Naviair,
Forsvaret, Brandvæsenet, Rigsombudsmanden i Grønland, Air Greenland og
Grønlands Politi var involveret. På grund af dårligt vejr i området gik der tre
dage, før flyet blev lokaliseret – og der gik yderligere en uge, før den
omkomne pilot blev bjærget af specialuddannet personel fra forsvaret.
Nu har Naalakkersuisut-formand Jens-Frederik Nielsen og
politidirektør Bjørn Bay sagt tak til alle, som medvirkede i den omfattende
redningsaktion og eftersøgning. Det skete fredag eftermiddag, hvor de
medvirkende var inviteret til kaffe og kage på brandstationen i Nuuk.
Efter overrækkelsen af diplomet var der gruppefotoFoto: Grønlands Politi
- De har alle som et samlet hold udført en helt ekstraordinær
indsats i forbindelse med ulykken på Sermitsiaq, siger politidirektør Bjørn Bay.
- Holdet sikrede med meget høj kvalitet koordineringen,
efterforskningen, kontakten til udenlandske myndigheder og ikke mindst
bjærgningen af piloten under særdeles vanskelige forhold på en stejl
klippeside.
Diplom, dusør og mønt
Politidirektøren kvitterede for indsatsen med et diplom, dusør og
Grønlands Politis mønt. Bjørn Bay overbragte desuden en stor hilsen med et ”Tak
for indsatsen” fra formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen.
Fredagens hædersceremoni var meget magtpåliggende for Bjørn Bay,
fortæller en dybt berørt politidirektør til Sermitsiaq.
Administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen modtog hædersbevisningen på vegne af Air Greenlands medarbejdere.Foto: Grønlands Politi
- At have muligheden for personligt at hædre og sige tak for en
meget veludført indsats til mennesker, der har ydet noget helt ekstraordinært,
er altid noget, der på en gang berører mig dybt, gør mig stolt og glad –
samtidig med at jeg deler sorgen over det tab af menneskeliv som ind i mellem
også er sket, siger Bjørn Bay.
- Den indsats som et hold af dygtige medarbejdere fra Forsvaret,
Brandvæsenet, Rigsombudsmanden i Grønland, Air Greenland og Grønlands Politi
udførte i forbindelse med bjærgningen af piloten, var netop sådan en indsats.
Holdet udførte et taktisk meget flot og vanskeligt stykke arbejde langt ud over
det sædvanlige og sikrede at familien fik vished og fred.