Hæder: Christina Sara Egede hædret for at redde liv
Christina Sara Egede fra Nuuk modtager en dusør fra politiet for at have reddet en 14-årig pige i juli 2021.
Christina Sara Egede har reddet en pige på 14 år fra vandet. Derfor modtager hun fredag den 25. februar 2022 en dusør fra Grønlands Politi for sin handlekraft.
Natten til den 23. juli 2021 modtog politiets vagtcentral en anmeldelse om, at en ung kvinde befandt sig i det kolde vand ved kolonihavnen i Nuuk. Meldingen til politiet var, at kvinden tydeligt havde brug for hjælp, fortæller politiet i en pressemeddelelse.
- Ved ankomst til stedet var den unge pige blevet reddet ud af vandet af en snarrådig nuummioq, oplyser politiet.
Livreddende handling
Politimester Bjørn Tegner Bay er ikke i tvivl om, at Christina Sara Egedes resolutte handling har reddet den unge piges liv.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dit ekstraordinære mod og handlekraft denne juli nat har været helt afgørende for, at den unge kvinde overlevede episoden, siger politimester Bjørn Tegner Bay under overrækkelsen af hæder og dusør til Christina Sara Egede.
Tre andre borgere har hjulpet Christina Sara Egede med at hive den unge pige fra havet.
- Christina, du har reddet et andet menneskes liv, som er det flotteste og mest uselviske et menneske kan gøre, understreger politimesteren i sin tale.