Grønlandshaj skyllet i land ved Nuuk
En fire meter lang grønlandshaj er skyllet i land i kolonihavnen i Nuuk tirsdag. Forskere fra Naturinstituttet har undersøgt hajen, der formentlig er fra Nuuks Fjord.
Flere borgere i Nuuk har fået et usædvanligt syn at se tirsdag eftermiddag. En fire meter lang grønlandshaj er nemlig skyllet ind i kolonihavnen i Nuuk på en kold decemberdag.
Hajen er fundet drivende i havet ved Nuuk og er blevet skyllet ind ved kolonihavnen.
- Grønlandshajen er formentlig fra Nuuks Fjord. Havet i området kan være meget dybt, og fjorden er stor nok til, at der kan være hajer. Jeg er ret sikker på, at der endnu er grønlandshajer i Nuuks Fjord, fortæller postdoc. i naturinstituttet, Daniel Estévez-Barcia til Sermitsiaq.AG.
Ifølge Daniel Estévez-Barcia har hajen, der er skyllet op ved Nuuk, langliner omkring halen, og der er skader på dens finne. Dødsårsagen er formentlig, at den er blevet viklet ind i langliner og senere fanget af fiskere i området, lyder det. Om langlinerne, der er viklet omkring hajen, er kommet før eller efter hajens død, vides ikke.
Usædvanligt syn
Grønlandshajen er udbredt inden- og udenskærs over hele Grønland. Hajen fanges typisk på dybder mellem 400 og 700 meter, men kan også fanges i tre kilometers dybde. Den bevæger sig ekstremt langsomt med en maksimal hastighed 2,7 kilometer i timen. Grønlandshajen kan måle op til 5,5 meter fra snude til halespids ifølge naturinstituttet.
- Vi har ikke nogen specifikt alder på den grønlandshaj der er skyllet op ved Nuuk. Men den er helt sikkert over 100 år, og formentlig 115 år. Hajen er en hun, fastslår Daniel Estévez-Barcia.
Naturinstituttet har taget prøver af hajen for at undersøge alder, dens gener og til videre undersøgelse. I kolonihavnen er hajen også blevet målt, og dens indvolde undersøgt, hvor det viste sig, at mavesækken er helt tom.
Forskerne mener, at hajen nok er død efter at være blevet viklet ind i langliner. Dette er dog et kvalificeret gæt, understreger forskeren, der for første gang støder på en grønlandshaj i Nuuk i de fire år han har boet i Grønland.