Grønland tjener 144 millioner på basen

Kattusseqatigiit Partiiat foreslår en egentlig base-leje.

Kattusseqatigiit Partiiat kræver base-leje af amerikanerne på Thule Air Base.
Offentliggjort

Landskassen tjente i 2009 sammenlagt 144 millioner kroner på Thule Air Base, mens mange grønlandske ansatte, både faglærte og lærlinge, skaber deres udkommende og får deres uddannelse på den amerikanske militærbase.

Kattusseqatigiit Partiiat finder ikke dette beløb stort nok, og partiet foreslår på tirsdagens møde i Inatsisartut (Landstinget) en egentlig base-afgift for amerikanernes brug af området omkring Pituffik.

Partiet kæder base-leje sammen med dels landskassen aktuelle lavvande og dels oprydningen af en række forurenede steder, også udenfor Thule Air Base, hvor amerikanerne i årenes løb efter 2. Verdenskrig har haft militære installationer i Grønland: – Derfor er det blot naturligt at kræve betaling af amerikanerne for benyttelse af militær-områder i vort land.

Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, er grundlæggende enig med Kattusseqatigiit Partiiat: – Pituffik skal give mest mulig udbytte til det grønlandske samfund.

Fordele i dag

Kuupik Kleist peger på en række fordele, som Grønland allerede i dag drager af den amerikanske base: Beskæftigelse af grønlandske medarbejdere, uddannelsespladser for grønlandske lærlinge, indkomstskat fra grønlandske og danske medarbejdere i Pituffik (80 millioner kroner i 2009), selskabsskat fra Greenland Contractors (34 millioner kroner), udbytte til landskassen fra selvstyrets medejerselskab i Greenland Contractors, Inuit Service Company A/S (30 millioner i 2009 og 50 millioner i 2010), kontrakter med Air Greenland A/S og Royal Arctic Line A/S og samarbejde med amerikanerne om behandling af patienter fra Qaanaaq.

Men! Hverken den dansk/amerikanske forsvarsaftale fra 1951 eller den grønlandsk/amerikanske Igaliko-aftale fra 2004 giver mulighed for at kræve base-leje af amerikanerne. Derfor mener Kuupik Kleist, at Grønland skal sikre sig fordele af Thule Air Base på anden måde, blandt andet gennem den såkaldte Joint Commitee, som i forlængelse af Igaliko-aftalen har skabt en række samarbejdsprojekter mellem Grønland og USA.

Kattusseqatigit Partiiats forslag om base-leje blev fremsat af afdøde Jakob Skade, og hans forslag på Inatsisartuts efterårssamling er overtaget af suppleanten Loritha Henriksen.

Powered by Labrador CMS