Hjerneskadet psykiater

Grønland bliver ikke orienteret om mistede autorisationer

IA vil have overblik over antallet af dansk sundhedspersonale, der har mistet deres autorisation de seneste ti år, efter det er kommet frem, at en hjerneskadet psykiater har virket i Grønland

Folketingsmedlem Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit
Offentliggjort

Som Sermitsiaq.AG skrev tirsdag, har en hjerneskadet psykiater, som gennem længere tid har været omtalt i de danske medier, også praktiseret i Grønland.

Den hjerneskade psykiater har sammenlagt i ni uger i 2005 og 2006 fungeret som vikarierende psykiater ved psykiatrisk afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Efterfølgende er det kommet frem, at Sundhedsstyrelsen i Danmark ikke underretter grønlandske myndigheder, når en dansk sundhedsperson mister eller får indskrænket sin autorisation. Dette forekommer selvom Sundhedsstyrelsen rutinemæssigt, som en følge af en nordisk overenskomst, orienterer sundhedsmyndighederne i de andre nordiske lande, når en sundhedsperson mister eller får indskrænket sin autorisation.

Læs: Oplysninger om hjerneskadet psykiater bekymrer IA

Nu stiller Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Johan Lund Olsen spørgsmål til den danske sundhedsminister, Nick Hækkerup, Socialdemokraterne.

Johan Lund Olsen vil for det første høre, hvorfor Grønland som en del af Rigsfællesskabet, har været forbigået i orienteringerne, når en sundhedsperson mister eller får indskrænket sin autorisation.

Derudover ønsker Johan Lund Olsen afklaring af hvor mange, og inden for hvilke faggrupper, sundhedspersoner har mistet eller fået indskrænket deres autorisation inden for de sidste 10 år, og i hvor mange af disse sager sundhedsmyndighederne i Grønland ikke er blevet underrettet.

Til sidst ønsker Johan Lund Olsen at høre, hvad sundhedsministeren agter at foretage sig i forhold til de patienter i Grønland, der har været i kontakt med den hjerneskadede psykiater.

Powered by Labrador CMS