Greenland Sagalands: Turismen er med til at holde vores kultur levende

Det begyndte med et medlemskab af Qaqortoqs turistforening i 2006. I dag, 20 år senere, står Pitsi Høegh i spidsen for turistvirksomheden Greenland Sagalands.

– Jeg meldte mig ind i turistforeningen i Qaqortoq i 2006. Inden da arbejdede jeg med regnskab hos Polar Seafood, men turisme har præget mit arbejdsliv i mange år gennem forskellige stillinger. Dengang sad jeg i bestyrelsen for turistforeningen, og vi ledte længe efter en ny leder. Der var ingen ansøgere, så jeg tænkte, at nogen måtte tage opgaven, og så søgte jeg selv, fortæller Pitsi Høegh.

Pitsi Høegh fortæller, at turistforeningen havde eksisteret som en kommunal virksomhed siden begyndelsen af 1980’erne. Da hun drev den i et par år, endte det med et overskud. Men fordi en forening, der modtager offentlig støtte, ikke skal generere overskud, vurderede kommunen, at virksomheden var klar til at stå på egne ben.

- I 2008 blev den derfor privatiseret. Kommunen ønskede samtidig at slippe driften, som havde været forbundet med store udgifter til blandt andet markedsføring og ansatte. Jeg bød på virksomheden, overtog den og har drivet den lige siden, fortæller Pitsi Høegh.

 Modvind fra start

Drømmen om at drive egen turistvirksomhed blev hurtigt sat på prøve.

- Jeg købte virksomheden med et lån fra Grønlandsbanken i 2008. Kort efter ramte finanskrisen, og 2009 blev et meget hårdt år. Der var næsten ingen aktivitet, men heldigvis havde jeg en stærk og støttende samarbejdspartner i Grønlandsbanken, som gjorde, at vi kom igennem.

Pitsi Høegh har fulgt krydstogtturismens udvikling på tæt hold – fra de første diskussioner om at få skibene til Qaqortoq til dagens rekordmange anløb.

– Turismen i Sydgrønland tog fart allerede i 1960’erne, mens resten af Grønland fulgte efter. Turisme har derfor altid været en del af området, men det særlige for os har været krydstogtturismen.

– Jeg husker, da jeg første gang kom ombord på et krydstogtskib i 1996 for at guide gæster til Hvalsø Kirkeruiner ved Qaqortukulooq. Dengang talte man om, hvorfor skibene ikke lagde til i selve Qaqortoq, og den daværende turismekonsulent foreslog, at de skulle begynde at anløbe byen.

– Da jeg overtog virksomheden i 2008, var der omkring ti krydstogtanløb. Siden steg antallet til 12, så 15, og sidste år havde vi omkring 50 anløb. I år står der lidt over 40 på listen.

– Der er udsving fra år til år, men udviklingen går generelt den rigtige vej. For to år siden skabte den kraftige drivis, sikorsuit, dog store udfordringer, fortæller Høegh.

Årene i turismebranchen har lært Pitsi Høegh, at fleksibilitet er en afgørende del af arbejdet.

- Vi har oplevet at sejle turister mod indlandsisen ved for eksempel Qalerallit Sermiat eller Qooroq-fjorden, hvor fjorden pludselig var så fyldt med drivis, at vi ikke kunne komme helt frem til indlandsisen. Det ærgrede mig voldsomt, men gæsterne var begejstrede. For dem blev det i stedet en fantastisk tur blandt isbjergene – en oplevelse i sig selv. Jeg har lært, at ændrede planer ikke nødvendigvis er en skuffelse for gæsterne, fortæller Høegh.

Mange gæster bliver dybt berørte, når de oplever indlandsisens uforståelige størrelse og mærker, hvor små mennesker er i den storslåede natur – en oplevelse, der også rammer Pitsi Høegh personligt.

– Mange gæster bliver dybt berørte, når de oplever indlandsisen. De har hørt om den, men kan ikke forestille sig dens størrelse, før de står der og mærker, hvor små mennesker er i den storslåede natur.

– Det rører også mig – især når drivisen er tæt, og man mærker naturens enorme kræfter.

Noget af det stærkeste for Pitsi Høegh er at opleve den gamle kirke fyldt med gæster; når de sidder med tårer i øjnene under arrangementerne, ved hun, at hun har ramt dem dybt.

– Noget af det stærkeste er, når den gamle kirke er fyldt med gæster, og man ser, hvordan flere sidder med tårer i øjnene under arrangementet. Der ved man, at det er lykkedes, fortæller Høegh.  

Familievirksomheden 

Mens krydstogtturismen er vokset, er virksomheden samtidig blevet tæt knyttet til både byen og familien.

- Det er en familieejet virksomhed, som jeg driver sammen med mine børn. De har alle arbejdet her gennem årene. De to ældste er i dag selvstændige, mens de to yngste stadig hjælper til om sommeren.

– Bortset fra årene med finanskrisen og coronapandemien har virksomheden været i vækst. I dag står vi stærkt, fordi vi er solidt forankret i byen. Når borgere og turister søger information om Qaqortoq eller ønsker at booke ture, henvender de sig til os.

Det er ikke kun udsigten til indlandsisen og de dybe fjorde, der tiltrækker turister til Sydgrønland. Ifølge Pitsi Høegh er det ofte de nære møder med mennesker, traditioner og hverdagsliv, der bliver hængende længe efter hjemrejsen. Netop derfor er kulturformidling blevet en central del af virksomhedens arbejde.

– Turismen er med til at holde vores kultur levende, fordi vi skaber rammerne for, at den kan opleves og deles.

– Vi arrangerer kaffemikker, familiebesøg samt frokoster og middage hos lokale familier. Her får gæsterne indblik i hverdagslivet, ser nationaldragten og oplever, hvordan den bliver til, siger Høegh.

Ved større arrangementer formidles alt fra fangstmetoder og klimaforandringer til korsang og trommedans. Pitsi Høegh forklarer, at disse traditioner er en afgørende del af den lokale identitet – en identitet, som gæsterne aktivt er med til at bevare, når de tager del i oplevelserne.

– Ved større arrangementer holder vi oplæg om kultur, vejrforhold, fangst og fiskeri. Før klimaforandringerne for alvor kom på dagsordenen, fortalte vi også om, hvordan den globale opvarmning påvirker vores hverdag og erhverv.

– Vi viser blandt andet Great Greenland frem og fortæller om fangstmetoder, sælskind og vores kulturliv. Derudover tilbyder vi oplevelser med korsang, trommedans og guitarspil.

– Det er en del af vores identitet, og når gæsterne tager del i det, er de også med til at bevare den, siger Pitsi Høegh.

Tak til de islandske sagaer

Da Pitsi Høegh skal forklare navnet Greenland Sagalands, peger hun på de islandske sagaer, som ifølge hende er med til at fortælle ikke kun nordboernes historie, men også historien om os, den grønlandske inuitkultur.

- Uden sagaerne, som blev nedskrevet – takket være islændingene – og uden nonnerne og klosterlivet, ville vi ikke vide så meget i dag. Vi har nogle unikke historiske kilder, som gør det muligt at fortælle vores egen historie – ikke kun nordboernes, men også vores.

- Vi optræder i kilderne fra 1400-tallet, og i 1408 findes det sidste vidnesbyrd om nordboernes tilstedeværelse, hvor vi, kalaallit, også bliver nævnt.

- Vi bor i et område, der er tæt knyttet til sagaerne, og derfor fik virksomheden navnet Greenland Sagalands, forklarer Pitsi Høegh.

De mange krydstogtanløb øger presset på byens kapacitet, men ifølge Pitsi Høegh er erfaring og lokalkendskab afgørende for, at det fungerer i praksis.

- Vi er dygtige til at arrangere de her kæmpestore anløb. Vi kan dog ikke aktivere alle gæsterne på én gang, da vi mangler store busser og større både.

- Så tager folk hen til de forskellige steder, laver byrundvisninger, kaffemik eller kajakshows, og på den måde bevæger de sig rundt ved hjælp af kort og vejvisning.

- Vi forsøger at tilrettelægge det, så det ikke forstyrrer bylivet for meget, fortæller Pitsi Høegh.

Qaqortoq Lufthavn og de gode råd

Hvor turismen i Qaqortoq før i tiden var skarpt opdelt i en hektisk sommer og en stille vinter, er grænserne nu ved at flytte sig. Den nye lufthavnsstruktur har gjort vejen til Qaqortoq kortere, og det har ændret spillereglerne for Pitsi Høeghs forretning.

- Vi har anløb fra Island flere gange om ugen og en direkte rute fra Nuuk, så det har en stor effekt. Tidligere ventede vi kun på krydstogtskibene for at få omsætning, men nu kan vi mærke, at individuelle turister kommer og efterspørger ture. Vi har aldrig startet en sæson så tidligt før eller haft båden så tidligt i vandet, fortæller Høegh.

Selvom den nye lufthavn bringer optimisme og nye turister til regionen, spænder den lokale infrastruktur på land indimellem ben for vækstplanerne. Hvis de private aktører skal kunne følge med udviklingen, kræver det nemlig, at det offentlige følger med.

– Generelt er vi langt bagud med byggemodning. Vi vil for eksempel rigtig gerne bygge mere ud ad Lufthavnsvejen i Qaqortoq, men der mangler simpelthen byggemodning fra det offentliges side, forklarer Pitsi Høegh.

Efter to årtier i front for turismen i Sydgrønland har Pitsi Høegh opbygget en uvurderlig erfaring. Hvis hun skal give stafetten videre til unge, grønlandske iværksættere, der drømmer om at starte egen virksomhed i branchen, har hun tre klare råd:

- Sæsonen varer måske kun tre måneder. Sørg for at have et arbejde om vinteren, så du kan tjene ekstra penge til at dække dine faste udgifter. Du hæfter personligt for din gæld i banken, uanset hvor du er, så det er et kæmpe ansvar.

- Lad være med at kopiere andre eller prøve at udkonkurrere de store. Se i stedet på, hvad markedet mangler, og find din egen niche. Start fra bunden, ikke fra toppen. Grønland har brug for iværksættere og lokale aktiviteter, så vi ikke altid bare venter på, at udenlandske selskaber kommer og redder os. Undersøg markedet, lav markedsanalyser, og lær noget om regnskab.

- Tag ud og oplev verden først. Mit sidste råd er, at man ikke bare skal blive herhjemme i starten. Tag ud at rejse, se verden, og hent inspiration. Når du så kommer hjem igen for at starte din virksomhed, har du et helt andet perspektiv på tingene. Det er utrolig vigtigt, rådgiver Pitsi Høegh.