Giv ikke efter

Det var som David mod Goliath. 

Et lille land uden væbnede styrker og med en befolkning på omkring 150.000 på den ene side og den gamle, glorværdige flådemagt Storbritiannien med mange moderne krigsskibe på den anden.

Hvorfor vandt Island? Noget af forklaringen var en indædt sejrsvilje hos islændingene. De ville for næsten enhver pris forsvare deres interesser og tog alle midler i brug. De afbrød de diplomatiske forbindelser med Storbritannien, de truede med at tvinge amerikanerne væk fra Keflavik-basen, de påsejlede britiske fregatter med deres små kanonbåde.

Når islændingene gik så hårdt til værks, var det fordi, det drejede sig om deres nations overlevelse, siger professor i historie ved Islands Universitet Gudmunður Hálfdánarson:

- Det var en eksistentiel kamp. Det var en hel umulig tanke at give efter.

Torskekrigene drejede sig om fiskeriterritorium. Island udvidede i 1958 sin zone fra fire til 12 sømil. Det ramte især britiske fiskere, som i århundreder havde fanget torsk i disse farvande for at tilfredsstille deres befolknings hang til fish and chips.

Regeringen i London ville ikke anerkende den nye fiskerigrænse og sendte krigsskibe afsted for at beskytte de britiske fiskere.

Effektivt uskadeligt våben

Striden blev bilagt i 1961, men i 1972 var den gal igen. Islændingene udvidede nu fiskerigrænsen fra 12 til 50 sømil, og igen blev Royal Navy sendt til Island. Denne gang anvendte islændingene den såkaldte trawlsaks. Et våben, som de selv havde opfundet. I mange år var et eksemplar optillet som monument foran Kystvagtens hovedkvarter i Reykjavik, og den kan også beses på både Søfartsmuseet og Nationalmuseet i Reykjavik.

- Vi er ret stolte af trawlsaksen. Den var et ekstremt effektivt våben, uden at den har dræbt nogen, siger Gudmunður Hálfdánarson.

Hvilket passer godt til islændinges selvopfattelse som et fredeligt folk.

Saksen blev først anvendt under Torskekrig nr. to. Beretningen er blevet en del af den historiske mytologi: Det islandske kystvagtskib Ægir stødte på en trawler, der fiskede inden for grænsen på 50 sømil, og som var malet helt sort og var uden navn og nummer. Da den islandske kaptajn kaldte op på radioen, fik han et musikalsk svar, nemlig Rule, Britannia!

Ægir havde en trawlsaks på slæb og gik agten om det uidentificerbare fiskeskib – og klippede en trawlwire, hvorved fiskeredskaber for at større beløb gik tabt. Fiskerne smed et svært nylonreb i vandet i håb om, at det ville gå i Ægirs skrue og bombardere det islandske skib med kulstykker, affald og en brandøkse. Af den efterfølgene råben på skibsradioen kunne det fastslås, at trawleren hed Peter Scott.

Mange andre trawlere led samme skæbne, og det kom til utallige sammenstød, bogstaveligt talt, mellem de islandske kystvagtskibe og britiske fregatter, der vædrede hinanden. De to parter beskød også hinanden med granater, dog uden sprængladning.

Ingen udnyttelse

Den tredje torskekrig i 1975-1976 var den mest voldsomme. Som forklaring på islændingenes uforfærdede fremfærd påpeger Gudmunður Hálfdánarsson, at Island var blevet selvstændigt fra Danmark blot få år tidligere, i 1944. Så nationalisme, fædrelandskærlighed, var en del af drivkraften. Udlændinge skulle ikke udnytte Islands ressourcer.

- Det stod ret klart, at bestandene blev udnyttet for hårdt, siger professoren.

- Så hvis ingen gjorde noget, kunne det blive umuligt at bo i Island. Det er et ganske ufrugtbart land. Derfor er vi nødt til at importere det meste, og derfor er det nødvendigt at eksportere noget til gengæld, så der er noget at betale med, siger professoren.

- I 1970erne var 90 procent af eksporten fisk, mest torsk.

- Det var et spørgsmål om national stolthed at beskytte vore ressourcer. Island var ikke villig til at indgå kompromis om noget som helst, så derfor var det vanskeligt at løse problemet.

Den rigtige side af historien

Så hvad kan Grønland – der også er i konflikt med et langt større NATO-land – lære af Islands adfærd under torskekrigene?

- Jeg mener, at Grønland og Danmark ikke må give efter, for så har de tabt. Der er kun to muligheder her: at man vinder, eller at man taber.

Hvad midlerne angår mener professoren, at det er vigtigt at påvirke meningsdannelsen i USA:

- Blandt amerikanerne der der intet ønske om at overtage Grønland imod grønlændernes vilje. Så det er dér, man skal sætte ind, siger han til Lars Toft Rasmussen, som også er forfatter til bogen "Logbog fra Nordatlanten. En rejse gennem det smuldrende danske imperium".

Når islændingene gik sejrrigt ud af af alle torskekrige, er der flere årsager. Én er, at de var ”på den rigtige side af historien”, som professoren siger. I løbet af få år var fiskerigrænser på 200 sømil blevet standarden. En anden faktor var, at det blev for dyrt for briterne at give deres trawlere flådebeskyttelse. Udgiften stod ikke mål med det, der var på spil. Det var også en faktor, at verdens sympati – som det nu er tilfældet med Grønland – var på islændingenes side. Det gjore, at briterne ikke kunne bruge deres militære overmagt.

- De kunne have gjort det af med de islandske kanonbåde på en time, hvis det var det, de ville, siger Gudmunður Hálfdánarsson.

Det afgørende var måske Islands strategiske beliggenhed. Amerikanerne havde brug for især Keflavik-basen for at kunne kontrollere det såkaldte GIUK-gap, hvorfra indsejlingen til den nordligste del af Atlanten – med de russiske flådebaser på Kola-halvøen – kan kontrolleres. Derfor lagde USA pres på Storbritannien om at trække sig for ikke at risikere, at den islandske vrede gik ud over Keflavik-basen.

Så den strategiske placeing var til Islands fordel. Hvor den i Grønland måske er selve problemet.