Geologer overraskede: Verdens største fjeldskred er sket i Grønland

Sted og rester af det største fjeldskred i verden er fundet i Vaigat-strædet af geologer hos GEUS. Størrelsen af fjeldskredet, der er sket for 10.000 år siden, overrasker geologerne.

Billedet viser det seks kilometer brede og 1 kilometer høje hul i kystskråningen ve Ujarasussuk, som er skredarret efter det største fjeldskred. Aflejringen ligger op til 15 km til havs.
Offentliggjort

Accelererende klimaforandringer skaber større risiko for flere fjeldskred i fremtiden. Derfor undersøger forskere årsagerne til fjeldskred, og har valgt at kigge på tidligere fjeldskred helt tilbage for 11.000 år siden.

Ved at sammensætte data på nye måder har geologerne fundet aflejringer fra ni kæmpefjeldskred på bunden af Vaigatstrædet i Vestgrønland.

En af dem overrasker geologerne. Nemlig et fjeldskred der er sket i Ujarasussuk for flere tusinde år siden, hvor aflejringer af skredet kan findes 15 kilometer ude på havbunden. Det skriver GEUS på sin hjemmeside.

- Vores analyse viser, at det største er 8,4 km3 stort, hvilket er helt ubegribeligt. Det er mere end 100 gange større end de fjeldskred, vi har set ingen for de sidste hundrede år og absolut ikke noget, vi havde ventet at finde, siger Kristian Svennevig, seniorforsker hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), der står i spidsen for studiet.

Største tsunamiskabende fjeldskred

Mængden af det fjeldskred, der formentlig er sket for 10.000 år siden, er muligvis det største tsunamiskabende fjeldskred i verden, skriver GEUS. Så stort et fjeldskred kan have skabt en op til 280 meter høj bølge 25 kilometer væk fra skredet.

Sådan en høj bølge vil kunne dække halvdelen af Quassussuaq i Nuuk, og dermed nå lufthavnen, eller dække en tredjedel af Qeqertarsuaqs høje bjerg.

Studiet er blevet udgivet i tidsskriftet Geology.

Grund til mere forskning

Større fjeldskred er ikke et særsyn i Grønland de seneste år. I 2017 har borgere i Illorsuit ved Uummannaq oplevet et fjeldskred, hvor fire personer er omkommet og 170 indbyggere er evakueret. De er siden ikke vendt tilbage til bygden på grund af risiko for flere fjeldskred i området.

- Med de forventede temperaturstigninger i Arktis i forbindelse med klimaforandringerne forventer forskerne, at der vil ske en stigning i antallet af fjeldskred. Derfor mener forskerne, at man bør se endnu længere tilbage end “historisk tid”, når man vil forstå, hvad der kan ske i en fremtid, hvor de klimatiske forhold ikke har historisk præcedens, skriver GEUS.

Senest har myndighederne meldt en advarsel ud til borgere om risiko for større fjeldskred i Vaigat i sommeren 2023.

Powered by Labrador CMS