Frivillige afværger SAR-operation
Politiet måtte ty til at aktivere SAR-beredskabet, da to personer ikke var vendt hjem efter en hundeslædetur nær Kulusuk sent i aftes. Fire frivillige brandfolk fra Kulusuk tog sagen i egen hånd og indledte en eftersøgning med godt resultat.
To mænd vendte ikke som planlagt hjem ved 18-tiden i går efter en hundeslædetur syd for Kulusuk, og det skabte stor ængstelse, og politiet igangsatte en SAR-operation for at finde de to mænd.
- Da de to ikke kom hjem ved 18-tiden besluttede anmelderen at eftersøge de to på sin snescooter. Bekymringen var stor, da han fandt en hundeslæde efterladt og samtidig var en gummibåd, som de ofte anvendte, på land nær Kilaarmijit, fortæller vagtchef Malik Sandgreen, Nuuk Politi, til Sermitsiaq.AG.
På den baggrund valgte politiet at aktivere SAR-beredskabet, og man undersøgte muligheden for at få en helikopter til at overflyve området, men vejret forhindrede det.
Fundet kl. 01.46
Fire frivillige brandfolk fra Kulusuk valgte at tage sagen i egen hånd og indledte efter midnat en eftersøgning på snescooter.
- De fandt de to personer, som befandt sig i en hytte klokken 01.46. De var i god behold. Den ene – en ung mand – valgte at tage med en af snescooterne hjem til Kulusuk, mens den anden – en ældre mand – blev i hytten for at tage hjem med hundeslæden i dag, oplyser Malik Sandgreen.
Vagtchefen glæder sig over, at den store ængstelse ved midnat viste sig at være ubegrundet, og glæder sig over den indsats de frivillige brandfolk udviste ved at bistå med eftersøgningen.
- Vores vurdering var, at der kunne være tale om en alvorlig hændelse. Heldigvis var de begge i god behold, understreger vagtchefen.