Frimærkesalg indbringer 100.000 kroner
Tusass har overrakt stor check til Frelsens Hæri.
De mange penge er kommet i hus ved salg af et såkaldt velgørenhedsfrimærke.
Frimærket blev udgivet af Tusass tilbage i januar 2019, og nu er salget blevet gjort op.
Overskuddet på 100.000 kroner er doneret til Frelsens Hæri, og det skete under et arrangement i Frelsens Hærs lokaler på H.J. Rinksvej i Nuuk torsdag i sidste uge.
Frimærket til fordel for Frelsens Hæri blev skabt af billedkunstneren Maria Panínguak’ Kjærulff, der deltog selv checkoverrækkelsen, fortæller Tusass i en pressemeddelelse.
Korpsleder i Frelsens Hæri Nathanaël Münch sætter pris på bidraget:
Tak til kunderne
- I Frelsens Hær har vi et særligt kald til at være der, hvor folk har mest brug for hjælp og livet er udfordret. Denne store gave fra Tusass, og alle der har købt frimærket, vil give os mulighed for at gøre noget udover det sædvanlige for de folk, som kommer hos os.
- Vi siger tusinde tak til Maria Panínguak' Kjærulff for det flotte frimærke, til Tusass for at sætte det hele i værk og til alle jer, som har tænkt på jeres medmennesker, da I købte frimærket.
Direktør for Logistik & Digital Handel i Tusass Lars Borris Pedersen glæder sig også over opbakningen fra kunderne, som har købt velgørenhedsfrimærket:
- I Tusass tager vi vores samfundsansvar alvorligt. Derfor er det meget glædeligt, at så mange af vores kunder - i og uden for vort land - har købt dette særlige frimærke og derved støttet den gode sag. Her i ”Williams Café” kan vi mærke den store hjertevarme, som Frelsens Hærs korps er verdenskendt for, udtaler Lars Borris Pedersen.