Fortsat diskussion om arktisk ambassadørpost
Formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede står fast på, at der skal findes en arktisk ambassadør med rødder i Grønland. – Grønland er den arktiske del af kongeriget, og derfor bør området varetages af os, siger han.
Efter rigsmødet i Nuuk i juni stod det klart, at der hersker uenighed mellem Danmark og Grønland om udpegningen af den arktiske ambassadør. Af slutdokumentet kunne man læse, at man ville fortsætte dialogen om posten som arktisk ambassadør med henblik på at finde en løsning enten sammen eller hver for sig.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Det ligner umiddelbart en løsning hver for sig. I hvert fald har ambassadør Tobias Elling Rehfeld i september sat sig i chefstolen, men det har ikke fået formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede til at opgive en anden løsningsmodel.
– Det er selvfølgelig noget, vi stadig diskuterer. Lige nu er det dog vores udenrigsansvarlige [red. Vivian Motzfeldt og Lars Løkke Rasmussen] der har opgaven med at få strikket en aftale sammen. Men set med mine øjne, så kan det kun gå for langsomt. Det er tid til, at vi finder en løsning. Grønlands klare holdning er allerede udtalt, og den står vi ved. Vi skal finde en løsning sammen eller hver for sig, siger Múte B. Egede, der aktuelt er i Danmark for at være med til Folketingets åbning samt deltage i møder med statsministeren og den færøske lagmand.
Du kan læse mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: