rigsfællesskabet
Forslag: Danske kommuner bør også flage for Grønland
At flage for Grønland og Færøerne på nationaldagene er ikke kun en gestus staten bør følge - Det bør de danske kommuner også, mener DF-lokalpolitiker
På hvert et rådhus i Danmarks 98 kommuner bør det grønlandske flag, Erfalasorput, vaje, når det er nationaldag.
Det mener kommunalbestyrelsesmedlem i Dragør for Dansk Folkeparti, Morten Dreyer.
Dermed blander lokalpolitikeren sig i den såkaldte 'flagstang-gate', der er blevet betegnelsen på sociale medier for Løkke-regeringens nye værdimæssige tiltag for at styrke rigsfællesskabet.
En god idé
- Idéen er, at vi i Danmark skal fejre Grønland og Færøerne ved at hejse deres respektive flag på deres nationaldage, henholdsvis 21. juni og 25. april, skriver Morten Dreyer på sin blog hos Kommunernes Landsforening.
Læs hos Danske Kommuner: Kommunerne bør flage for Grønland og Færøerne
- Det er for alle os tilhængere af rigsfællesskabet en god idé. Jeg vil derfor foreslå, at vi også i kommunerne hylder rigsfællesskabet på deres flagdage, ved at hejse deres flag på kommunernes officielle flagstange ved rådhusene.
De fleste grønlandske politikere har reageret på regeringens forslag med tavshed.
Et første skridt
Enkelte, for eksempel Aaja Chemnitz Larsen (IA), har anerkendt gestussen fra danskerne men dog tilføjet, at man håber Lars Løkke Rasmussens (V) regering vil bruge flere kræfter på Grønland i sit politiske arbejde.
Læs: Aaja: Løkkes flagdag er symbolpolitik
Morten Dreyer (DF) erkender selv, at forslaget mest af alt er symbolsk.
- Naturligvis er det en lille gestus med flaget. Men det er en begyndelse, at sætte fokus på vores skæbnefællesskab. Efter min mening kan vi ikke undvære hinanden, skriver han på sin blog.