Forsker om offentlig hjælp-tal: Beskæftigelsen er den store faktor

Udgifterne til offentlig hjælp og arbejdsmarkedsydelser er faldet gevaldigt, og det skyldes en stigende beskæftigelse. Det er positivt i lyset af coronapandemien, siger lektor

Landskassen har over de seneste otte år mindsket udgifterne til arbejdsmarkedsydelser og offentlig hjælp med 117 millioner kroner.
Offentliggjort

En nylig opgørelse fra Grønlands Statistik viste, at Landskassen sparer enorme summer på, at færre borgere modtager ydelser som offentlig hjælp og arbejdsmarkedsydelse.

Siden 2014 er det offentliges udgifter til de to ydelser faldet med samlet 117 millioner kroner.

Lektor og ph.D. Steven Arnfjord følger det sociale område tæt, og ifølge ham skal forklaringen findes i en stigende beskæftigelse.

Arnfjord hæfter sig ved, at antallet af førtidspensioner ligger nogenlunde stabil på cirka samme leje, mens beskæftigelsen til gengæld er gået i vejret:

- Man har et fald i ledighed, hvor registrerede arbejdssøgende er faldet med omkring 1.000 borger. Det er den mest umiddelbare forklaring, siger han.

Han kalder udviklingen positiv - særligt set i lyset af coronapandemien:

- Beskæftigelsen er velfærdsstatens helt store faktor. Folk i arbejde er sundt for nationaløkonomien, og det er godt for samfundet, at folk er i arbejde.

- Det er positivt, at landet har klaret sig stærkt igennem coronakrisen uden reel nedgang i beskæftigelsen, udtaler Steven Arnfjord.

Powered by Labrador CMS