Forsker: Forværret sikkerhedspolitisk situation præger ny strategi

Grønland vil gerne freden, men det er tydeligt i den nye sikkerhedspolitiske strategi, at sikkerhedssituationen i verden og i Arktis har ændret sig betydeligt gennem de senere år, lyder vurdering fra en forsker.

- Det er meget iøjnefaldende, at det er en helt ny sikkerhedspolitisk virkelighed, vi kender til - både i verden og i Arktis, hvor Grønland ligger, siger adjunkt Marc Jacobsen om ny strategi.

Naalakkersuisut og fire partier præsenterede onsdag en udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk strategi for det kommende årti.

Adjunkt ved Forsvarsakademiet, Marc Jacobsen, forsker i international politik i Arktis samt de interne forhold i rigsfællesskabet, og han bider særligt mærke i, at strategien bærer tydeligt præg af en forværret og mere anspændt sikkerhedssituation i Arktis. Han karakteriserer det som en spirende realisme i et pacifistisk ideal.

Det bliver især tydeligt ved sammenligning med den sidste strategi på området, der blev lanceret tilbage i 2011:

- Det er meget iøjnefaldende, at det er en helt ny sikkerhedspolitisk virkelighed, vi kender til - både i verden og i Arktis, hvor Grønland ligger.

- USA's militær kommet for at blive

- Der er en spirende realisme i strategien. Man er i Grønland mere bevidst om sin geostrategiske placering. Det er en mere en farlig region, man bor i set i forhold til tidligere, men samtidig forsøger man også at balancere truslen fra ikke mindst Rusland ved at understrege, at fred er værd at fremme, siger Marc Jacobsen og fortsætter:

- Man er bevidste om, at USA's militær i Grønland er kommet for at blive. Der er en erkendelse af, at det her med at afmilitarisere Grønland, det er ikke realistisk, fordi Grønland er en del af det nordamerikanske kontinent, og den vej i gennem essentiel i forsvaret af USA mod Rusland.

Forskeren hæfter sig eksempelvis ved, at Rusland ikke nævnes ret meget i strategien, selvom Rusland har spillet en hovedrolle i den forværrede sikkerhedssituation og er Grønlands nabo:

- Det er bemærkelsesværdigt, at Rusland kun bliver nævnt tre gange på de 25 sider, der udgør strategien. Hvis man sammenligner med Danmarks udenrigspolitiske strategi, der kom i sommer, så blev Rusland nævnt 45 gange på 15 sider.

Vil være førerhund - igen

- Optællingen viser, at der er langt større fokus på Rusland i Danmark end i Grønland på trods af, at Rusland og Grønland er naboer hen over Nordpolen, siger Marc Jacobsen.

Derudover finder Marc Jacobsen det også væsentligt, at det understreges i strategien, at Grønland vil have en ledende rolle i Kongerigets deltagelse i Arktisk Råd:

- Grønland vil gerne være førerhund i Kongerigets delegation til Arktisk Råd. Sagen bliver mere og mere presserende i takt med, at overdragelsen af formandskabet for Arktisk Råd til Kongeriget nærmer sig. Det sker næste år.

Hvis det lykkes vil det så være et nybrud og et eksempel på at grønland har fået mere albuerum?

- Det kommer an på, hvor langt man kigger tilbage. Det er et nybrud, hvis vi kigger ti år tilbage, for i 2013 fik Grønland og Færøerne gradvist mindre at skulle have sagt. De senere år har det så gradvist vendt.

Kan bane vejen for samlet strategi

- Men hvis går helt tilbage til etablering af Arktisk Råd i 1996, så var det Lars-Emil Johansen, der underskrev Ottawa Erklæringen på vegne af Kongeriget Danmark. Da havde Grønland en mere fremtrædende position. Det afspejlede også, at det ikke var lige så prominent et forum, som det er i dag, hvor det er blevet mere statsstyret.

Marc Jacobsen vurderer, at færdiggørelsen af den grønlandske strategi betyder, at der snart vil foreligge en samlet Arktis-strategi for Kongeriget:

- Vi er den eneste arktiske stat, der ikke har en arktisk strategi, og det vil se meget dumt ud ikke at have en ved overtagelsen af formandskabet af Arktisk Råd 2025. Jeg forventer, at Grønlands nye strategi vil sætte skub i processen.

Ifølge Marc Jacobsen bliver disse strategier gransket nøje af regeringer og diplomater fra andre lande, og derfor er en fælles strategi for Kongeriget presserende. Af samme grund, vil Grønlands nye strategi med garanti også vække stor opmærksomhed i resten af verden.

Powered by Labrador CMS