For første gang i 12 år: Rent drikkevand i hele landet
Nukissiorfiit kan bryste sig med at levere det reneste drikkevand i hele landet. For første gang i 12 år er der ingen bosteder i Grønland med kogepåbud på vand.
Grønland har det reneste drikkevand. Det er i hvert fald det, landet er kendt for.
Og det udsagn passer meget godt nu, for i dag er der ingen kogepåbud på vand i hele landet – for første gang i 12 år.
- Det er faktisk et historisk øjeblik, at vi har opnået, at der ikke længere er kogeanbefalinger er i Grønland. Det er der ikke ret mange andre lande, som kan præstere, i Danmark som vi ofte sammenligner os med, er der for eksempel flere kogeanbefalinger. Vi er rigtig stolte over vores drikkevandskvalitet, fortæller fungerende energidirektør i Nukissiorfiit Claus Aagaard-Andersen.
Nukissiorfiit oplyser i deres pressemeddelelse, at de sidste prøveresultater viser, at den sidste kogeanbefaling i Isortoq, nær Tasiilaq, nu kan ophæves.
Dermed er der ingen kogeanbefalinger på drikkevandet i hele landet.
Rent drikkevand til alle
Grønland indførte national kontrol med den offentlige vandforsyning i 2007, og siden har der altid været mindst et kogepåbud i landet. I 2016 var der kogepåbud på næsten 20 bygder og byer.
Med ophævelsen af kogepåbuddet i Isortoq, kan Nukissiorfiit nu bryste sig med at have det reneste drikkevand.
- De senere år er antallet af kogeanbefalinger blevet betydeligt mindsket. Det skyldes først og fremmest en engageret indsats fra vores dygtige medarbejdere. Vi kan dog ikke love, at der ikke kommer flere kogeforbud, men kurven går den rigtige vej, og det er meget flot resultat vi har i dag, lyder det fra Claus Aagaard-Andersen.