Fond støtter grønlandske corona-film
UNICEF har fået støtte fra Novo Nordisk Fonden til at lave oplysningsvideoer om coronavirus på grønlandsk. Også Mediehuset Sermitsiaq.AG modtager en bevilling.
Hvordan vasker man sine hænder rigtigt, og hvordan skal alle myndighedernes anbefalinger forstås her under coronakrisen?
Det vil UNICEF give grønlandske unge mellem 10 og 17 år svar på ved hjælp af nogle oplysningsvideoer på grønlandsk.
UNICEF har fået 360.000 kroner i støtte til projektet fra Novo Nordisk fonden, står der på fondens hjemmeside.
Programchef for UNICEF i Grønland, Sara Olsvig oplyser, at den første af filmene er gjort tilgængelig på organisationens Facebookside og Youtube-kanal. Den handler om, hvordan man vasker hænder:
Vigtigt med info i børnehøjde
- Det er en alvorlig situation med corona-pandemien, og at der er en smittefare i Grønland. Derfor kan vi se et behov for, at vi også oplyser i børnehøjde. Hver eneste person kan jo være med til at begrænse smitten. Derfor synes vi, det er vigtigt at lave videoerne, siger Sara Olsvig og fortsætter:
- Vi har allieret os med fire knalddygtige kunstnere og producere, som samtidig er kendte ansigter blandt grønlandske unge, også for at sikre, at budskaberne kommer bredt ud.
Videoerne bliver til i tæt samarbejde Socialstyrelsen, og de vil løbende blive lagt på organisationens Facebookside frem til mandag.
Olsvig oplyser, UNICEF desuden har fået midler til coronabekæmpelse fra Bikubenfonden og kommer dermed til at udvide indsatsen løbende med mere informationsmateriale til børn og unge.
Informationsavis får også støtte
Novo Nordisk Fonden har afsat 50 millioner kroner til en pulje, hvor man kan søge om støtte til oplysningsmæssige, sociale og videnskabelige projekter, der skal afbøde coronakrisen.
Også Mediehuset Sermitsiaq.AG har fået bevilget penge fra puljen. Mediehuset modtager en bevilling på 241.881 kr, og pengene skal gå til at udgive en tosproget informationsavis om COVID-19. Avisen udkommer sammen med aviserne Sermitsiaq og AG, og temaet vil også blive tilgængelig i en gratis version her på siden.
Informationsavisen vil blive husstandsomdelt i Nuuk, da alle smittetilfælde hidtil er opdaget i hovedstaden. Projektet gennemføres i samarbejde mellem mediehuset og Selvstyrets departement for sundhed.
Fond: Vi kommer til at bruge mere end 50 mio.
Novo Nordisk Fonden oplyser til Sermitsiaq.AG, at der har været stor interesse for puljen og der er blevet indleveret mange ansøgninger. Derfor lukkes puljen for ansøgninger fredag kl. 14 dansk tid.
På grund af den store interesse forventer fonden at bruge mere end de 50 millioner kroner, som allerede er sat af.