Folketinget giver grønt lys til ny arbejdsmiljølov
Et flertal i Folketinget har vedtaget en lovændring, der betyder, at arbejdsmiljøloven herhjemme opdateres, så den stemmer bedre overens med udviklingen på arbejdsmiljøområdet.
Den grønlandske arbejdsmiljølov følger i store træk den danske, men er i modsætning til den danske lovgivning ikke blevet revideret siden 2005.
Med en opdatering, der netop er blevet vedtaget i Folketinget, bliver den grønlandske arbejdsmiljølov mere tidssvarende under hensyntagen til en række særlige grønlandske forhold vedr. jagt, fiskeri og minedrift. Det skriver arbejdstilsynet i en pressemeddelelse.
Lovændringen medfører blandt andet:
- Styrket fokus på psykisk arbejdsmiljø
- Højere bøder for virksomheder, der overtræder reglerne i arbejdsmiljøloven
- under særligt skærpende omstændigheder
- Skærpede krav til virksomhedernes arbejdspladsvurderinger (APV)
- Modernisering af reglerne om virksomhedernes samarbejde om sikkerhed og sundhed
Lovændringen blev vedtaget af et enstemmigt flertal Folketinget og træder i kraft den 1. juli 2023.
Sikrer fundamentet
Sidste år kom folketingsmedlem for IA, Aaja Chemnitz, med en hård kritik af området, som hun mener halter alt for langt bagefter i Grønland.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger om vedtagelsen af den nye lovgivning, at den skal give et solidt fundament for det videre arbejde med et sikkert og sundt arbejdsmiljø i Grønland.
- Grønlandske lønmodtagere får med lovændringen en beskyttelse, der stemmer bedre overens med arbejdsmarkedet, som det ser ud i dag, naturligvis under hensyntagen til de særlige vilkår, der er karakteristiske for Grønland.