Flygtede til Ivigtut for at slippe væk fra krigen

I slutningen af marts 1916 ankommer den 19-årige sønderjyde Jens Jepsen til Ivigtut om bord på dampskonnerten 'Fox II'. Med ombord er hans ligeledes sønderjyske kammerat Harald Johansen og omkring 60 andre arbejdere til kryolitminen.

De to unge sønderjyders historie udfoldes i bogen 'En sønderjysk rømningsmand i Grønland' skrevet af Jens Jepsens nevø, Gunnar Solvang.

Jens Jepsen kommer fra en dansksindet familie, hvilket ikke gjorde livet let i det dengang preussiske Sønderjylland. Faderen Andreas Detlev Jepsen måtte således forlade sin lærergerning, fordi han ikke var tyskvenligt nok. Da Første Verdenskrig bryder ud i august 1914 bliver Andreas Detlev Jepsen arresteret, kommer i forhør og bliver sat i enecelle i Altona ved Hamborg. Han bliver dog kort efter løsladt igen.

Svømmede over Kongeåen

Jens' to brødre Christian og Peter bliver straks indkaldt til tysk krigstjeneste. En tredje bror, Hans befinder sig på sikker afstand i Amerika. Men den 17-årige Jens Jepsen frygter, at han også vil blive indkaldt.

- Ja vi to kan jo sagtens, at vi ikke skulle med (i krigen), dog kan det være, at når det bliver galt, at jeg ikke slipper, skriver Jens i et brev til broderen Hans.

- Heldigvis er ingen af brødrene såret, dog ved vi jo ikke, hvor længe. Der er nu kommet mange hjem som er såret og der er mange faldne.

I 1915 bliver Jens Jepsen så indkaldt til session og han beslutter sig for at flygte nordpå over Kongeåen til Danmark.

- Jeg var heldig, grænsevagten så mig ikke, siger han siden i et avisinterview.

- Allerførst rystede jeg vandet af mig, for jeg var jo svømmet over. Så havde jeg lyst til at råbe over Kongeåen, at nu kunne de på den anden side ha' en gammel hat - men jeg lod være, de kunne måske finde på at skyde over åen.

Grønland i stedet for Amerika

Jens Jepsen får arbejde nord for grænsen og tager siden på højskoleophold i Lyngby. Hans forsøger at lokke ham til Amerika, og oprindeligt er det planen, at Jens skal tage derover efter højskoleopholdet.

Men Jens har betænkeligheder og en af højskolelærerne bringer ham på en anden idé.

- Jeg har ladet mig fæste til at tage til Grønland for at arbejde i kryolitminerne, man får rejsen dertil og kan i en sommer tjene 1000 kroner, skriver Jens til Hans.

- Jeg har besluttet dette fordi det ikke ser for lovende ud med arbejde i Amerika og rejsen er jo farlig, hvis en tysk undervandsbåd ville undersøge, så blev jeg jo taget. Så kan det være at jeg kan komme derover fra Grønland.

Sørejsen bliver ikke nogen udpræget fornøjelse for Jens Jepsen, men efter 18 døgn når 'Fox II' frem til Ivigtut.

- Da vi kom nærmere til, kom to grønlændere os i møde i kajakker og længere inde en båd fuld af grønlændere med kolonilægen fra Arsuk og hans kone. De kom alle ombord på 'Fox', og så gik det med spørgen og fortællen til vi havde passeret Karsakker - en indsnævring, hvor fjorden kun er cirka 20 meter bred, notere Jens Jepsen om ankomsten til Grønland.

- Åh, hvor så byen lille og undseelig ud nede i dalen omgivet af 1000 fod høje fjelde.

Ture i naturen

I sommermånederne var arbejdstiden 12 timer og om vinteren var den 8. Jens og hans kammerat Harald Johansen kom til at bo i en barak sammen med seks andre. I starten fandt de to unge sønderjyder arbejdet ensformet, men de nød naturen i weekenderne.

- Om søndagen gik vi lange ture ind over de sneklædte fjelde, hvor vi var lige ved at bilde os ind, at her havde vist intet menneske været før os, skriver Harald Johansen.

- Vi foretog sejlture til isbræen inde i bunden af Arsukfjorden, hvor indlandsisen med bulder og brag skubber store og små isfjelde ud i den dybe fjord. Vi vandrede ind over indlandsisen, sammenbundet med et stykke tov af hensyn til usynlige, dybe snedækkede spalter. Det gav os en forestilling om de umenneskelige strabadser, som de gamle Grønlandsforskere har måttet udstå på deres ekspeditioner over indlandsisen.

Jens og Harald er på det hold, der overvintrer i Ivigtut.

- Vi havde jo ikke noget at komme hjem efter. Der var ingen udsigter til, at krigen snart skulle få en ende.

Den eneste forbindelse med omverdenen var forsyningsskibet, som bragte breve frem og tilbage. Så i vintrene havde Jens i et halvt år ingen kontakt med familien.

Krigen slutter

I foråret 1918 bringer skibet et brev fra faderen.

- Dengang du forlod os, tænkte vi ikke, at det skulle vare så længe inden du igen kunne besøge os, men krigen trækker sig således hen, og af den grund er det jo forbundet med mange omstændigheder at passere landegrænsen, skriver Andreas Detlev Jepsen.

Han dør fire måneder senere.

I november 1918 overgiver tyskerne sig til de allierede, men da er årets sidste forsyningsskib afgået fra Ivigtut. Så hele vinteren lever de to sønderjyder i uvidenhed om, at krigen er slut.

- Endelig en dag i april 2019 kom 'Fox' med det længe ventede budskab. Endnu inden skibet gik til kaj, blev der råbt til os: Krigen sluttede for et halvt år siden! Tyskerne har overgivet sig, og Sønderjylland kommer tilbage til Danmark! lyder det i beskrivelsen fra Harald Johnsen.

En uges tid senere afgår skibet igen sydpå med sin last af kryolit og med de to sønderjyder om bord. Glæden over det snarlige gensyn med hjemstavnen ledsages dog af et vist vemod ved afskeden.

- Hvor der leves så isoleret i årevis som her, opstår der et samhørigsforhold, som er mere end kammeratskab. På en måde levede vi jo udenfor lov og ret. Har var ingen lovens håndhævere, og ingen kunne rejse fra sine misgerninger. Her gjaldt den simple uskrevne lov, at man skal behandle sine medmennesker, som man selv ønsker at blive behandlet.

Genforenet

I maj ankommer de to sønderjyder til Danmark, men for at komme hjem må de endnu engang snige sig over grænsen, da den stadig blev bevogtet af tyskerne. 15. juni 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark.

- Vi kom hjem og oplevede at se 'Danmarks grænsepæle mod syd. Vel nok vort lives højdepunkt, skriver Harald Johansen.

'En sønderjysk rømningsmand i Grønland' er skrevet af Gunnar Solvang og udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, hvor den også kan købes via en netbutik.