Flere grønlandske diplomater i fremtiden
Udenrigsministeriet søger kandidater til uddannelsen som diplomat. Særligt ansøgere med grønlandsk og færøsk baggrund.
Udenrigsministeriet søger i øjeblikket nye diplomater. I den forbindelse opfordrer ministeriet til, at også grønlandske og færøske kandidater melder sig under de diplomatiske faner.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
- Det er et element i de udenrigs- og sikkerhedspolitiske pakker, at vi gerne vil have flere diplomater med en grønlandsk eller færøsk baggrund til den almindelige tjeneste, forklarer Kongerigets arktiske ambassadør Thomas Winkler.
Uddannelsesstillinger
- Der er tale om uddannelsesstillinger, hvor kandidaterne er stationeret her i Udenrigsministeriet i København i en tre-årig perioden. Her lærer de det diplomatiske håndværk fra bunden.
- Det vil blandt andet sige, at de lærer en masse om udenrigspolitik og procedurerne i arbejdet – og ikke mindst, hvordan udenrigsministeriet arbejder sammen med andre ministerier om for eksempel eksportfremme, EU-samarbejdet, FN og selvfølgelig også om, hvordan man hjælper danske statsborgere i nød i udlandet, for eksempel i forbindelse med naturkatastrofer.
I jobbet som diplomat er det vigtigt med en solid faglig baggrund fra en længerevarende uddannelse – og også gerne erfaringer fra uddannelsesophold i udlandet.
Læs hele artiklen i ugens Sermitsiaq, som du kan købe og downloade herunder: