Flere ATV'er forsøgt stjålet i Sisimiut

I løbet af mandag fik politiet flere anmeldelser om forsøg på tyveri af ATV-køretøjer.

Flere ATV'er i Sisimiut fik ødelagt tændingslåsen natten til mandag.
Offentliggjort

Flere ATV-køretøjer blev natten til mandag udsat for forsøg på tyveri og hærværk i Sisimiut.

Vagtchef Aputsiaq Hansen fortæller, at politiet modtog tre anmeldelser om forsøg på tyveri af ATV'er samt en anmeldelse om en episode, hvor det lykkedes tyvene at slippe afsted med ATV'en.

Altså fire episoder i alt og alle fandt sted i Sisimiut. Politiet efterforsker sagerne i håb om at finde de ukendte gerningsmænd.

Fælles for sagerne om forsøg på tyveri er, at tyvene har forsøgt at stjæle køretøjerne ved at bryde tændingslåsene op, og derfor meldes disse ødelagt på alle tre køretøjer.

Ejerne til den ATV, som gerningsmænd lykkedes med at stjæle, leder efter deres køretøj. Tirsdag morgen har vagtchefen ikke oplysninger om, hvorvidt ejerne er lykkedes med at finde den.

Eventuelle vidner til hændelserne må ifølge vagtchefen meget gerne kontakte Sisimiut politi via 70 14 48.

Powered by Labrador CMS