Fiskeriudvalgsformand er formand for fiskeriselskab
Lars-Emil Johansen ser ingen problemer i at være formand for Upernavik Seafood samtidig med at han er formand for landstingets fiskeriudvalg.

Landstingsmedlem Lars-Emil Johansen er tilbage som formand for fiskeriselskabet Upernavik Seafood efter nogle måneders pause.
– Jeg har accepteret at fortsætte som formand for Upernavik Seafood fordi der juridisk ikke skulle være noget i vejen for det i følge landstingets bureau, siger Lars-Emil Johansen.
Han mener ikke det er noget problem at være lovgiver og samtidig være tæt knyttet til et selskab, der bliver direkte påvirket af beslutninger i landstinget.
– Man kan ikke forhindre landstingsmedlemmer i at engagere sig i enkelte selskaber, siger Lars-Emil Johansen.
Men hans kollega i fiskeriudvalget, Jens B. Frederiksen fra Demokraterne, mener det er problematisk at fiskeriudvalgets formand samtidig er formand for et fiskeriselskab.
Ikke i mod reglerne
– Selvom det ikke er imod reglerne, så synes jeg man skal lade være med at sætte sig selv i en situation hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved ens motiver i forbindelse med ens handlemåder eller beslutninger.
Jens B. Frederiksen peger som eksempel på den nyligt overståede boligsag, hvor de to landstingsmedlemmer Jørgen Wæver Johansen og Johan Lund Olsen ikke kunne erklæres inhabile i behandlingen af sagen i revisionsudvalget.
I følge Jens B. Frederiksen konkluderede et notat fra landstingets bureau den gang, at de to landstingsmedlemmer ikke kunne være inhabile.
– Jeg kan kun opfordre de enkelte landstingsmedlemmer til at have lidt mere forståelse for hvornår de selv bør undgå at sætte sig i en situation, hvor andre kan mene at de er inhabile, siger Jens B. Frederiksen, der ikke vil forfølge sagen yderligere.