Retssag

Fire dømt skyldig i brutalt hævndrab mod grønlænder

I januar 2017 døde en 20-årig mand som følge af et voldsomt overfald. Nu er fire mænd kendt skyldige for afstraffelsen af manden, der stammede fra Grønland.

Offentliggjort

Retten i Hjørring har tirsdag kendt fire mænd skyldige i et brutalt overfald, der i januar sidste år kostede en 20-årig mand fra Grønland livet i Skagen.

Det oplyser anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi.

Det var formentlig et ønske om hævn, der 16. januar fik gruppen af mænd til at gå amok på den 20-årige i hans lejlighed på Skagavej.

Manden var bevidstløs, men i live, da redningsfolk nåede frem. Men to dage senere døde han af sine kvæstelser.

Under sagen har de tiltalte forsøgt at tørre ansvaret af på hinanden. Men retten finder det bevist, at de fire i forening står bag overfaldet.

Nævningetinget har dog anset det for uafklaret, hvem af de fire der tildelte manden de dødbringende slag, skriver Nordjyske.

Anklagemyndigheden mener, at motivet for volden var, at offeret havde givet ketamin til en af de tiltalte, en dengang 19-årig mand.

Ketamin bruges blandt andet til bedøvelse af dyr.

Da den 19-årige indtog stoffet, blev han øjeblikkeligt lammet i benene.

Det udløste ifølge anklagemyndighedens opfattelse den voldsomme straffeaktion. En aktion, der endte fatalt for den 20-årige.

En af de tiltalte, en 42-årig mand, har under sagen fortalt, at han mødtes med de tre medtiltalte den pågældende aften.

Ifølge ham talte de om, at de ville afstraffe en "alkoholisk skodgrønlænder", fordi han havde solgt ketamin til den 19-årige.

Men situationen eskalerede, og det endte med et drab.

- Jeg hørte hans kranie knage mindst én gang og råbte stop, stop, hævdede den 42-årige.

Ikke desto mindre har retten altså kendt den 42-årige skyldig i medvirken til manddrab nøjagtig som de andre.

Anklagemyndigheden mener i øvrigt, at den 42-årige er så farlig, at han bør idømmes forvaring. De øvrige tre tiltalte kræves idømt almindelig fængselsstraf.

Retten i Hjørring ventes at udmåle straffen til mændene 16. januar.

Powered by Labrador CMS