Finanslov i Danmark: Få nye initiativer for Grønland

Den danske regering har dog afsat 15 millioner kroner årligt til initiativer særligt målrettet Grønland og Færøerne

Finansminister Kristian Jensen (V) fremlagte torsdag klokken 7.00 grønlandsk tid regeringens udspil til finansloven
Offentliggjort

Der er ikke umiddelbart lagt op til de store nye initiativer i den danske regerings udspil til finanslov for 2019. Derfor vil det være op til de to grønlandske folketingsmedlemmers snilde, hvis der skal blive plads til nye indsatser.

Det er dog forslået at afsætte 15 millioner kroner årligt til initiativer målrettet Grønland og Færøerne. Pengene skal bruges til initiativer inden for kulturområdet.

- Desuden samarbejder regeringen med Grønland om bl.a. grundlaget for infrastrukturinvesteringer, der kan styrke Grønlands økonomiske udvikling, hedder det videre i udspillet.

Bag den formulering gemmer sig aftalen mellem regeringen og Naalakkersuisut om samarbejdet for at finde finansiering til lufthavnspakken.

Derudover er der en række kendte initiativer, der videreføres.

Det største beløb er i den forbindelse afsat til oprydningen efter de amerikanske militære installationer i Grønland. Dette blev aftalt mellem formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen (S) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med rigsmødet i 2017. Dengang blev der afsat 150 millioner kroner til oprydningen. Siden blev beløbet forhøjet til 180 millioner over de næste fem år - og det er også det beløb, vi genfinder i finanslovsforslaget.

Sidste år lykkedes det for IAs folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen at få afsat en pulje på 10 millioner årligt over fire år til styrkelse af justitsområdet. Den pulje videreføres naturligvis som aftalt.

Af andre indsatser er der afsat 4,5 millioner til udsatte grønlændere i Danmark samt til børn i Grønland.

Der er afsat 4 millioner for at de grønlandske huse kan gøre en indsats overfor nytilkomne i Danmark.

Og der er afsat 1 million til en indsats overfor juridisk faderløse.

Powered by Labrador CMS