FFL2021: Atassut og Samarbejdspartiet ude af forhandlinger
Oppositionspartierne Atassut og Samarbejdspartiet er ifølge departementet for finanser kommet med ufravigelige krav, der ikke kan honoreres. Derfor bliver de ikke inviteret med til de videre forhandlinger.
Departementet for finanser forventer, at samtlige partier undtagen Atassut og Samarbejdspartiet kan være med til bords ved næste forhandlingsrunde om finanslov for 2021.
Det meddeler finansdepartementet i en kort pressemeddelelse.
- Under de indledende drøftelser fremsatte (de, red.) ufravigelige krav, der ikke kan honoreres, hhv. tilkendegav at afstanden imellem parterne ikke gav grundlag for reelle forhandlinger, lyder det i en pressemeddelelse fra finansdepartementet.
Dermed er der ingen tegn på et bredt forlig om finanslov for 2021.
Atassut forbavset
Den udmelding kommer bag på formanden for Atassut, Aqqalu Jerimiassen:
- Vi er overhovedet ikke blevet informeret om, at vores deltagelse til næste forhandlinger ikke forventes. Vi ved heller ikke, hvilke forslag, vi kom med, den anden part mener, er ufravigelig og ikke kan betales nu, siger han til Sermitsiaq.AG.
Han understreger, at partiets ønsker til forhandlingen kunne rykkes.
- Vi ved, hvordan forhandlinger går. Derfor kom vi med krav, og sagde, at vi forventer, at nogen af ønskerne kommer med på finanslov for næste år. Men vi var klar til at gå på kompromis, siger han.
- Koalitionen har tidligere udtrykt, at de rækker hånden ud til os. Det her er et bevis på, at deres håndsrækning ikke eksisterer i virkeligheden, siger han.
Fair melding
På den anden side er Samarbejdspartiets Tillie Martinussen ikke overrasket over finansdepartementets udmelding.
- Det havde jeg ligesom allerede forventet. Under det indledende møder kunne vi allerede se, at vi på ingen måde kunne mødes i midten. Men det ville være rart at få en mail om, at man ligesom slutter forhandlingerne med os nu, siger hun til Sermitsiaq.AG.
- Vi vidste, at jeg ville omprioritere hele Finansloven. Jeg ville have en anderledes prioritering af hele Finansloven, men særligt af børneområdet. Der skulle afsættes mange flere midler. Jeg roste, at corona indregnes. Men jeg ville sætte al belåning i bero, og stoppe Ilanngaassivik og en række andre tiltag vi ikke kan mødes om. Jeg sagde direkte til dem, at vi ikke kunne mødes om prioriteringerne, og at der ikke er nogen grund til, at vi begge parter spilder vores tid, forklarer Tillie Martinussen
Finansdepartementet står nu regner på andre partiers ønsker om udgifter og besparelser. Anden runde for forhandlinger med partierne er endnu ikke fastsat.