valgkamp

Færøernes lagmand får næse for at lyve

Kaj Leo Holm Johannesen undgik dog at få et mistillidsvotum af Lagtinget

Kaj Leo Holm Johannesen har ikke fuld opbakning i sit eget parti, efter at sagen om løgnen er kommet frem
Offentliggjort

Der er stadig dramatik i Lagtinget, selvom der er udskrevet valg på Færøerne, der afholdes den 1. september.

Ved tingets mistillidsdebat den 4. august blev lagmand Kaj Leo Holm Johannesen reddet af tre stemmer og slap derfor for at træde tilbage i begyndelsen af valgkampen.

14 stemte for forslaget, ni stemte imod, mens 10 lagtingsmedlemmer – alle fra regeringskoalitionens egne rækker – stemte blankt.
For at et mistillidsvotum skal være en realitet, skal mindst 17 af de 33 medlemmer støtte forslaget.

Flere næser
Lagtinget trådte sammen tirsdag for at stemme om tre forslag. Dels et forslag om, hvor mange dage de færøske fiskere må fiske næste år, dels to forslag om påtaler til lagmanden, efter at en dommerundersøgelse har slået fast, at Kaj Leo Holm Johannesen har løjet for parlamentet i en sag om anlæg af en undersøisk tunnel.

Lagtinget vedtog i første omgang at give lagmanden og forhenværende indenrigsminister Kári P. Højgaard en påtale for deres roller i sagen om at lade Copenhagen Infrastructere Partners bygge tunnelen.

Og derefter fremsatte oppositionspartierne Republikanerne og det liberale parti Framsókn et mistillidsvotum. En af begrundelserne var, at Lagtinget med påtalen udelukkende har afklaret den juridiske del – og ikke den politiske del.

– Systemet tåler ikke, at der bliver løjet for Lagtinget. Hvis lagmanden ikke træder tilbage, så betyder det, at man kan lyve for tinget, siger Poul Michelsen, formand for Framsókn.

Splittelse
Folkeflokken, der udgør en del af koalitionsgrundlaget, har normalt en stærk partidisciplin, men formanden for partiets lagtingsgruppe stemte for forslaget til mistillidsvotum og støttede dermed de 13 fra oppositionen.

- Jeg vil ikke være en del af dem, der godtager, at det er i orden at lyve for Lagtinget. Derfor kan jeg ikke gøre andet end at støtte forslaget, siger Jákup Mikkelsen.

Folkeflokkens ordfører havde en helt anden opfattelse, da han var på talerstolen.

- Lagmanden bør ikke straffes for at sige lidt for meget, da han mistede besindelsen i Lagtinget. Han har sagt undskyld og har også udskrevet valg. Nu må vælgerne dømme. Sagen bør ende her, sagde Bjarne Djurholm fra Folkeflokken.

Sambandspartiet splittet
I lagmandens eget parti stod man heller ikke sammen. Det har længe været kendt i politiske kredse, at Sambandspartiet har to fløje.

Tre af medlemmerne i partiets lagtingsgruppe stemte blankt, nemlig Bárður Nielsen, som er partiets næstformand, samt Reimund Langaard og Eivind Jacobsen.

- Før lagtingsmødet var gruppen enig om at stå sammen, men af en eller anden årsag stemte de ikke ens. Ingen stemte dog imod forslaget. Så jeg vælger at se det som, at lagtingsgruppen vil lægge den politiske dom i hænderne hos vælgerne, siger Kaj Leo Holm Johannesen til Kringvarp Føroya.

Læs også:

Kaj Leo Holm Johannesen udskriver valg

Powered by Labrador CMS