Færøerne tager skridt på vej mod mere lempelig abortlov
Lovforslag om at lempe abortloven på Færøerne skal først gennem en 3. behandling torsdag, før det er vedtaget.
Foto: Kaj Joensen - Det færøske nyhedsbureau
Det færøske parlament, Lagtinget, har i en 2. behandling stemt for et lovforslag om en mere lempelig abortlov, så kvinder kan få fri abort til udgangen af den 12. graviditetsuge.
Det oplyser Hervør Palsdottir fra partiet Tjodveldisflokkurin.
17 stemte for, og 16 stemte imod forslaget. Forslaget skal gennem en 3. behandling torsdag, før det er endeligt vedtaget.
Abortlovgivningen på Færøerne stammer fra 1956.
Det er kun i særlige tilfælde, at gravide på Færøerne kan få en abort, som reglerne er i dag. Abort er dermed som udgangspunkt forbudt.
Det færøske medie Kringvarp skriver, at det tog over syv timer, før Lagtinget var klar til at stemme. Det var ifølge mediet særligt de parlamentsmedlemmer, der var imod forslaget, som holdt debatten i gang.
Bølgerne gik højt, skriver mediet videre, men uddyber ikke yderligere.
Forslaget er stort set identisk med det, der blev fremlagt sidste år, men blev stemt ned i en tæt afstemning ved forslagets 2. behandling. Her stemte 15 for, mens 15 stemte imod.
Det kræver flertal, før et forslag kan stemmes igennem i Lagtinget. Derfor blev forslaget forkastet.
Kvinder på Færøerne kan i dag kun få en abort, hvis det eksempelvis vurderes, at der er alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, eller kvinden har været udsat for voldtægt eller incest.
Færøske kvinder tager derfor til Danmark for at få en abort, har den danske organisation Sex & Samfund tidligere oplyst.
Hervør Palsdottir fra partiet Tjodveldisflokkurin er en af de fire parlamentsmedlemmer, der fremsætter forslaget om en mere lempelig abortlov tirsdag.
Hun er desuden medstifter af foreningen Fritt Val, som kæmper for fri abort, og forkvinde for det færøske retsudvalg.
Der bor knap 55.000 mennesker på Færøerne.
/ritzau/