Fælles fodslag: Nu skal overgreb i Tasiilaq bremses
Kommuneqarfik Sermersooq, Grønlands Politi og selvstyret har underkrevet en samarbejdsaftale om indsatsen ved mistanke eller viden om seksuelle overgreb mod børn og unge.
Uanset om det er politiet, sundhedsvæsenet eller socialforvaltningen i Tasiilaq der får kendskab til et muligt overgreb på et barn, så skal der handles i fællesskab. Det har Kommuneqarfik Sermersooq, politiet og selvstyret underskrevet en forpligtende aftale om.
Får man viden eller mistanke om et overgreb, så samler man en gruppe, hvor socialforvaltningen, politiet og sundhedsvæsenet - eventuelt også skolen - er repræsenteret.
- Parterne aftaler så helt præcist, hvad der skal ske i den nærmeste fremtid og hvad der skal ske på længere sigt, siger Direktør i Forvaltning for Børn og Familie Kommuneqarfik Sermersooq, Martha Lund Olsen til Sermitsiaq.AG.
- Vi kan sikre en samlet og fælles indsats, hvor alle ved, hvem der gør hvad.
Det har taget et langt tilløb at få aftalen på plads, som der er blevet arbejdet på siden sidste år.
Tror på at det er nøgle
Politimester Bjørn Tegner Bay håber, at der fremover kommer en bedre hjælp til børnene i Tasiilaq.
- Det er mit håb, at børnene vil opleve, at de mødes af nogle myndigheder, der i fællesskab vil gøre alt for at hjælpe dem. Det skal denne samarbejdsaftale være med til at sikre, siger han i en pressemeddelelse.
Naalakkersuisoq for sundhed og sociale anliggender, Martha Abelsen (S) føler sig overbevist om, at en sådan samlet indsats, er noget af det der skal til for at opnå det, som trods mange indsatser ikke er lykkedes: For alvor at knækket kurven, når det gælder seksuelle overgreb i Tasiilaq.
- Jeg er sikker på, at det er en samlet indsats der er nøglen til en løsning. Altså et tværfagligt samarbejde, således at det ikke er politiet for sig, sundhedsvæsenet for sig, socialvæsenet for sig og kommunen for sig. Det er simpelthen en forudsætning, at vi samarbejder på tværs.
- Hvis vi sammen har kontakt med borgeren på samme måde, så borgeren ikke skal vælge, hvem skal jeg nu henvende mig til: Er det politiet, sundhedsvæsenet eller kommunen.