Fabriksbyggeri i Uummannaq kan ødelægge fiskeriet

Etablering af en ny fiskefabrik i Uummannaq vil uden tvivl tiltrække flere fiskere – men fiskeboom kan give bagslag, mener fisker- og fangerforeningen i Uummannaq

Offentliggjort

Koncentration af fiskefartøjer i fiskeriet efter hellefisk i Uummannaq-området er blevet så stor i de seneste to år, at dette til tider har ført til massive og længerevarende indhandlingsproblemer til de to fiskefabrikker i Uummannaq, der henholdsvis ejes af Royal Greenland A/S og Avannaa Seafood Aps.

Indhandlingsanlæggene i bygderne Ikerasak, Saattut og Ukkusissat, har ligeledes været nødsaget til at indføre de upopulære indhandlingsbegrænsninger. Der er mange fiskere, der i sommerens løb, har måttet vente op til en uge, før de kunne lande deres fangster til fiskefabrikkerne.

Men nu er der udsigt til markant forbedring af indhandlingsforholdene, når Sigguk A/S, der i denne uge også indsatte indhandlingsfartøjet Nuka Polar i Uummannaq-området, indvier byens tredje fiskefabrik i november.

Men denne markante udvikling for fiskeindustrien i forvaltningsområdet, skaber bekymring i den lokale fisker- og fangerforening i Uummannaq.

Fremtidsbekymringer

Selvom Nuka Nielsen, der er formand for den lokale fisker- og fangerforening i Uummannaq, er glad for udsigten til forbedring af indhandlingsforholdene, frygter han også, at denne industrielle udvikling kan have en ødelæggende effekt for fiskerierhvervet og hellefiskebestanden.

– Den tidlige opfiskning af kvoten sidste år skyldtes blandt andet, at antallet af fiskere, der kommer fra flere andre forvaltningsområder, er steget kraftigt de senere år. De forbedrede indhandlingsforhold og indtjeningsmuligheder vil tiltrække endnu flere fiskere. Og hvis Naalakkersuisut i fremtiden fortsat forhøjer den opbrugte hellefiskekvote, kan dette i sidste ende gå ud over hellefiskebestanden, siger Nuka Nielsen.

Læs mere i avisen Sermitsiaq. Du kan få adgang til avisen her:

Powered by Labrador CMS