EU-udenrigschef: Fred i Ukraine kræver europæisk involvering

EU hilser alle forslag til en fredsplan for Ukraine velkommen, så længe ukrainere og europæere involveres.

Offentliggjort

Ukrainere og europæere skal tage del i udarbejdelsen, hvis en fredsplan skal fungere i Ukraine.

Det understreger EU's udenrigschef, Kaja Kallas, endnu en gang, da hun torsdag er på vej til udenrigsministermøde i Bruxelles, skriver NTB.

- Vi har altid støttet en varig og retfærdig fred, og vi hilser alle forsøg på netop dette velkomne. Men ukrainere og europæere er nødt til at være med, lød det.

Kilder sagde onsdag ifølge Reuters og Financial Times, at embedsmænd fra USA og Rusland havde udarbejdet et nyt forslag til at afslutte krigen i Ukraine.

Planen indebærer angiveligt, at Ukraine skal give afkald på resten af den østlige Donbas-region, herunder også områder, som i dag er under ukrainsk kontrol.

Desuden skal Ukraine reducere landets væbnede styrker til det halve af, hvad de er i dag, skriver Financial Times.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS