EU-lande vil ramme Ruslands handlekraft med hårde sanktioner

EU's vedtagne sanktioner mod Rusland vil gøre "rigtig ondt", vurderer EU's udenrigschef, Josep Borrell.

Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian og EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, byder Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock velkommen under mødet i Paris den 22. januar.
Offentliggjort

EU's 27 medlemslande er tirsdag blevet enige om en sanktionspakke mod Rusland.

Det oplyser Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, efter et EU-møde mellem udenrigsministre tirsdag.

Ifølge EU's udenrigschef, Josep Borrell, vil sanktionerne "gøre rigtig ondt" på Rusland. EU er desuden klar med yderligere sanktioner, alt afhængig af hvordan situationen udvikler sig.

Forslag til sanktionerne blev fremlagt af EU-toppen tirsdag formiddag. Og tirsdag aften er sanktionerne blevet godkendt af medlemslandene.

I en oversigt over en samlet sanktionspakke lyder det blandt andet, at man agter at ramme banker, der finansierer det russiske militær. Man vil også gøre det sværere for Rusland at handle med EU.

Alle 351 medlemmer af det ene kammer i det russiske parlament - underhuset Duma - vil også blive ramt af sanktioner, oplyser Borrell. Det indebærer for eksempel rejseforbud og fastfrysning af formuer.

Medlemmerne af parlamentet har tidligere opfordret Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at anerkende udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk som uafhængige.

Sanktionerne er fremlagt, efter at Rusland mandag aften valgte at anerkende udbryderregionerne Donetsk og Luhansk i Østukraine som uafhængige.

Det har ført til kraftige reaktioner fra Vesten.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, fordømmer den russiske beslutning, der mandag blev fremlagt af præsident Vladimir Putin.

Kofod mener, at Rusland "tilsidesætter alle internationale spilleregler".

- Vi har givet Rusland alle muligheder for at finde en fredelig løsning på den her krise. Og vi arbejder fortsat på at åbne døre for diplomati, fred og forhandlinger, siger Kofod i en pressemeddelelse.

- Men Rusland smækker dørene i lige så hurtigt, som vi kan åbne dem. Det er dybt foruroligende og uansvarligt. Det kan få fatale konsekvenser for sikkerheden ikke bare i Ukraine, men i hele Europa.

Tyskland har tirsdag annonceret, at en godkendelse af rørledningen Nord Stream 2 er blevet bremset på grund af Ruslands handlinger.

Ledningen skal efter planen transportere gas fra Rusland til Europa.

Powered by Labrador CMS