Erhvervsleder: Venturekapital – en god forretning for de offentlige kasser

Det er en god samfundsøkonomisk forretning for Grønlands Selvstyre at fortsætte udviklingen af sit ventureselskab,

Offentliggjort

Greenland Venture A/S. Selskabet får rigtigt mange henvendelser i disse år, og der er behov for at udvide mulighederne for at eksisterende og nye virksomheder kan få adgang til risikovillig kapital.

Greenland Venture A/S har de seneste to år satset på at få selskabets kapital ud at arbejde i grønlandske virksomheder. Det kan nu påvises, at det er en god forretning for Selvstyret at investere i venture-kapital. Pengene kommer igen mange gange.

Fremgangsmåden er den, at når selvstyret investerer penge i venturekapital, er det ikke en foræring eller traditionel erhvervsstøtte. Det er penge, som virksomhederne skal betale tilbage med en tilpas lånerente.

Det er hårde penge, som ventureselskabet køber aktier for. Denne selvstyrekapital vil normalt blive matchet af mindst lige så mange penge fra andre, private finansieringskilder. Det betyder, at ventureselskabet reelt gearer virksomhedernes mulighed få at få forandringer eller anden udvikling finansieret.

I dag er Greenland Venture A/S medejer af 32 selskaber fordelt over hele landet.

Pengene kommer igen
De penge, der investeres via Greenland Venture A/S i grønlandske virksomheder, går blandt andet til lønudgifter i virksomhederne. Lønninger, der naturligvis er skattepligtige, og som afleder et normalt forbrug i de ansattes familier, der igen skaber indtægter og indkomstskat hos de forretninger, hvor familierne forbruger pengene osv.

Hvis man ser bort fra Pisiffik A/S, som er Greenland Ventures største engagement, har de selskaber, som Greenland Venture A/S har investeret i, i 2008 udbetalt en lønsum på over 110 millioner kroner. Indkomstskatten af dette beløb svarer til mere end 40 millioner kroner. Selskaberne har samtidigt udbetalt ca. 3,3 millioner kroner i selskabs- og udbytteskat.

Greenland Venture A/S har således beregnet, at en offentlig investering via Greenland Venture A/S i grønlandske virksomheder på en million giver et afkast til de offentlige kasser på ca. 800.000 kr. om året!

De 32 selskaber har skabt beskæftigelse til 3-400 medarbejdere her i landet, og selskaberne har på et år gennemført investeringer i størrelsesordenen 41 millioner kroner. Samtidigt har de af de associerede selskaber, som beskæftiger sig med fødevarer købt råvarer fra fiskere og fangere for mere end 23 millioner kroner, og selskaberne har produceret mere end 3.000 tons råvarer, primært til eksport. Dette køb har genereret indtægter til indhandlere, der beløber sig til mere end 147 årsværk, hvis indtægten sættes i relation til en SIK-minimumsløn.

Dertil kommer de øvrige afledte samfundsmæssige forbrug gennem den såkaldte multiplikatoreffekt.

Igen, disse tal er eksklusiv resultatet af ventureselskabets ejerandel i Pisiffik A/S.

Det er med andre ord en overordentlig god investering for det offentlige at investere penge via Selvstyrets eget ventureselskab.

Risikovillig kapital
Greenland Venture A/S har med ejernes billigelse fået tilladelse til at sælge selskabets Pisiffik-aktier. Og selskabet har også fået tilladelse til at afsøge landet og udlandet for potentielle investorer – investorer, som ønsker at gøre forretning og lave investeringer i Grønland.

Men indtil dette er realiseret, er situationen, at Greenland Venture A/S nu har stort set alle selskabets midler ude at arbejde i grønlandske virksomheder. Vi kan således ikke imødekomme at give risikovillig kapital til alle de henvendelser med gode forretningsidéer, vi modtager.

Det kræver, at politikerne finder forståelse for, at det er nødvendig - især i en global finanskrise situation, at man fra det offentlige er med til og fokuserer på at afsætte midler til at investere i risikovillig kapital – og det haster. Den private finansiering halter bagefter, og det ser ikke positivt ud i den kommende tid. Derfor må vi udvide adgangen til offentlig risikovillig kapital.

Powered by Labrador CMS