En tredjedel af Ittoqqortoormiits indbyggere deltog i demonstrationen

Der blev i går aftes afholdt demonstrationer i fem byer i landet mod olieefterforskning i Nunap Qeqqa (Jameson Land, red.) nær Ittoqqortoormiit. Borgerne i Ittoqqortoormiit håber, at deres bekymringer bliver hørt af olieselskabet og Naalakkersuisut.

Demonstranterne bærer bannere med budskaber mod olieefterforskning. På et af bannerne står der blandt andet, at olieefterforskningen skal standses med det samme.
Offentliggjort

Borgerne i Ittoqqortoormiit mødtes mandag den 13. juli klokken 19 ved kommunekontoret for at deltage i en demonstration mod olieefterforskning. Arrangøren Hans Brønlund havde været spændt på, hvor mange der ville møde op. Han blev derfor overrasket, da omkring en tredjedel af byens cirka 325 indbyggere deltog i demonstrationen.

Demonstranterne gik i optog gennem byen i det fantastiske vejr.

– Dejligt. Vi var mange, rigtig mange mennesker. Måske over 100. Og vejret var også godt, heldigvis, siger Hans Brønlund til Sermitsiaq dagen efter demonstrationen.

Arrangøren vurderer, at det store fremmøde sendte et klart signal om borgernes holdning til projektet.

– Det er tydeligt, at mange andre mener det samme som os. De støtter, at der ikke skal foretages olieefterforskning, fordi de er bekymrede, siger Hans Brønlund.

Hans Brønlund hejste Erfalasorput under talen.


Vil sende billeder

Hans Brønlund holdt tale, da demonstranterne mødtes ved kommunekontoret. Herefter gik modstanderne samlet gennem byen. Efter optoget holdt medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, Mette Pike Barselajsen (IA), tale.

I sin tale forklarede Hans Brønlund, hvorfor han og de andre demonstranter er imod projektet. Han frygter, at forurenende stoffer, der frigives i forbindelse med olieefterforskning og udvinding, kan forurene miljøet og deres fødegrundlag.

– Hvis det spreder sig til planterne, vil moskusokser og fugle spise det, og hvis det løber ud i havet, vil de havdyr, vi spiser, blive ramt. Til sidst vil det ramme os, og det er det, jeg frygter, siger Hans Brønlund.

Han vil sende billeder fra demonstrationen til dem, de protesterer imod, samt til relevante myndigheder.

– Jeg håber, at vi bliver hørt. Jeg vil bare afvente og se, hvad der kommer til at ske.

Naalakkersuisoq: Jeg forstår godt bekymringerne

Mens borgerne i Ittoqqortoormiit demonstrerede, samledes borgere i Tasiilaq, Narsaq, Nanortalik, Qaqortoq og Nuuk også for at vise deres støtte.

Naalakkersuisoq for råstoffer, Múte B. Egede (IA), skrev på sin Facebook-side, at han godt forstår, hvorfor borgerne er bekymrede.

- Jeg forstår godt den bekymring, mange – og ikke mindst borgerne i Ittoqqortoormiit – giver udtryk for. Noget af den usikkerhed, vi ser, skyldes desværre udmeldinger fra amerikanske aktører, som uden respekt for Grønland har udtalt sig alt for skråsikkert, skriver Múte B. Egede og fortsætter:

Borgerne i Tasiilaq deltog også i demonstrationen i solidaritet med beboerne i Ittoqqortoormiit. Deltagerne mødtes først i bymidten og fortsatte derefter til fodboldbanen.

- Det skal understreges helt klart, at der endnu ikke er truffet nogen beslutning. Når sagen skal behandles, vil det ske ordentligt, åbent og med respekt for både befolkningen, lokalsamfundet og naturen.

Selv om naalakkersuisoq har udtrykt forståelse for bekymringerne, er Hans Brønlund stadig ikke rolig.

– Selv om de siger sådan, er det stadig bekymrende. Da amerikanerne var her, sagde de, at de selv uden en tilladelse kunne bringe containere og bulldozere i land. De venter bare på, at der bliver givet en tilladelse. Da de blev spurgt om, hvad de ville gøre, hvis de ikke fik en tilladelse, kunne de ikke rigtig svare på det, og jeg opfatter det som et pres, siger Hans Brønlund.

Powered by Labrador CMS