Elever i Qeqqa klarer sig fagligt godt
Elever i Qeqqata Kommunia klarer sig generelt bedre end landsgennemsnittet i grønlandsk, dansk og matematik. Der er dog fortsat højt fravær fra især ældste trin.
Qeqqata Kommunia kan være stolte af eleverne, der klarer sig generelt godt i trin- og afgangsprøver.
Kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia er blevet orienteret om kvalitetsrapporterne fra kommunens skoler. 3. klasser og 7. klasser går igennem trintest, der skal give et fingerpeg om hvilket niveau eleverne er fagligt. Resultater fra 3. og 7. klasser viser, at eleverne klarer sig godt på flere punkter.
3. klasserne i Qeqqata Kommunia klarer sig en lille smule bedre end landsgrennemsnittet i grønlandsk og matematik, mens elevernes resultater ligger på niveau med landsgennemsnittet i dansk.
Grønlandsk hitter
Hos de elever, der går i 7. klasse viser resultater fra trintest, at eleverne klarer sig en smule bedre end landsgennemsnittet i grønlandsk, dansk og matematik. I engelsk ligger 7. klasse i kommunen på samme niveau med landsgennemsnittet. Kønsmæssigt er der dog forskelle i resultaterne. Pigerne klarer sig generelt bedre i grønlandsk og dansk, mens drengene klarer sig bedre i matematik, lyder det i orienteringen.
Når det kommer til afgangsprøver i grønlandsk, så klarer skolerne sig bedre end landsgennemsnittet. I dansk og matematik klarer de to skoler i Sisimiut sig bedre, mens de øvrige ligger under landsgrennemsnittet. I engelsk ligger resultaterne for afgangseleverne dog under landsgennemsnittet.
Resultaterne i engelsk er dog forbedret i forhold til tidligere skoleår, lyder det fra Qeqqata Kommunia.
- Kommunalbestyrelsen anbefaler, at man begynder at sammenligne mellem folkeskolerne i kommunen, i stedet for at sammenligne vores resultater med de gennemsnitlige resultater i landet. På den måde, vil man lettere se, hvor skolerne i kommunen klarer sig godt og hvor de klarer sig mindre godt, siger borgmester Malik Berthelsen i en pressemeddelelse.
Højt fravær hos lærere
Kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia er blevet informeret om, at fraværet ligger højt for de fleste årgange.
Ulovligt fravær blandt lærerne er stort set ophørt. Der er dog stadig højt lovligt fravær blandt lærerstaben.
- De skoler, der ligger over 5 procent, skal sørge for at nedsætte fraværet blandt deres lærere. Det er muligt, at covid-19 har påvirket fraværet blandt elever og lærere i 2022, da der har været omfattende smittespredning i hele landet, lyder det.