Egede skal besøge fjeldskredsspecialister - forventer snarlig samarbejdsaftale

Naalakkersuisoq for Råstoffer og Justitsområdet rejser til Schweiz for at få mere information om, hvordan man kan opnå større viden om risikoen for fjeldskred i Grønland. Det forventes, at der indgås en samarbejdsaftale med Schweiz på området, lyder det fra naalakkersuisoq.

Siden det store fjeldskred i Karrat Fjord i 2017, som kostede fire mennesker livet, er der fundet flere andre ustabile fjeld. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Naalakkersuisut og Avannaata Kommunia gør nu et yderligere tiltag i forbindelse med risikoen for nye fjeldskred.

Naalakkersuisoq for Råstoffer og Justitsområdet Aqqaluaq B. Egede (IA) rejser til Schweiz sammen med borgmester Palle Jerimiassen og kommunalbestyrelsesmedlemmer i Avannaata Kommunia.

Det sker for at tale med fjeldskredseksperter, om hvordan Naalakkersuisut og kommunen kan hjælpe borgerne i forbindelse med risiko for fjeldskred og skabe en større tryghed.

Schweiz er et bjergrigt land, og landet er et af det fremmeste land indenfor forskning og erfaringer med overvågning af ustabile fjeld, oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Skal høre om erfaringer og overvågning

- Jeg skal møde geologer og forskere, som har udviklet forskellige overvågningsudstyr af mulige fjeldskred. Jeg rejser sammen med borgmester Palle Jerimiassen og kommunalbestyrelsesmedlemmer i Avannaata Kommunia, udtaler Aqqaluaq B. Egede og fortsætter:

- Vi ønsker at vide mere om de schweiziske geologers erfaringer, således vi kan bruge det her i landet i beredskabet overfor mulige usikre fjelde og for at kunne skabe en større tryghed til borgere, der bor i nærheden. Vi skal i samarbejde med bjergrige landes eksperter opsætte de bedste mulige overvågningssystemer af usikre fjelde i Grønland. Formålet er at borgerne i Uummannaq-fjorden beskyttes bedst muligt.

Forventer samarbejdsaftale

Udover rejsen til alpe-landet forventer naalakkersuisoq også at besøge bosteder i Uummannaq-fjorden, hvor der er konstateret ustabile fjelde, senere på året:

- Det er vigtigst at sikre den bedste beskyttelse af borgernes liv. Vi har stadig udfordringer med viden indenfor den store og omkostningstunge opgave.

- Vi forventer at indgå en samarbejdsaftale i nær fremtid med de Schweiziske myndigheder, der har lang tids erfaringer med overvågningssystemer. Vi efterlyser gode løsninger for at beskytte livet hos borgerne i Uummannaq-fjorden, udtaler Aqqaluaq B. Egede.

Powered by Labrador CMS