Eftersøgning endte lykkeligt
Arktisk Kommando fik testet et nyt log- og informationsdelingssystem under en operation onsdag, hvor en større eftersøgning af en båd med fire ombord endte lykkeligt.
- Da en båd, der sejlede fra Narsaq mod Paamiut, ikke nåede frem til tiden, meldte pårørende det til Politiet. Arktisk Kommando overtog eftersøgningen og indsatte inspektionsfartøjet Knud Rasmussen, Flyvevåbnets Challenger-fly i Kangerlussuaq og en civil Targa 27 båd, der tilbød sin hjælp, deltog også i eftersøgningen, oplyser Arktisk Kommando.
En gast om bord på Knud Rasmussen, der har bekendte i Paamiut, kunne melde, at de eftersøgte havde givet livstegn fra sig og befandt sig i en hytte nær Narsalik.
Under eftersøgningen gjorde Arktisk Kommandos Operationscenter brug af deres nye ODISS log- og informationsdelingssystem, der tillod, at information mellem inspektionsfartøjet og operationscentret foregik hurtigt og effektivt.
Informationen gik også til Challenger-flyet, der fik kontakt til de eftersøgte og kunne overflyve hytten, hvor de befandt sig. Alle var i god behold.
- Der var et fantastisk samarbejde og en hurtig informationsudveksling mellem både Politi, Arktisk Kommando og vore egne enheder. Det er også altid en god oplevelse, at civile både har lyst til at samarbejde om eftersøgningerne, siger vagthavendeofficer ved Arktisk Kommandos Operationscenter, Thomas, ifølge Arktisk Kommandos hjemmeside.