Efterlyst kvinde sandsynligvis fundet død
Der er efter al sandsynlighed tale om liget af en 58-årige grønlandsk kvinde, der har været forsvundet siden starten af januar, der lørdag blev fundet i Aarhus. Politiet mener ikke, der ligger en forbrydelse bag.
Lørdag blev liget af en kvinde fundet på Virup Skovvej i Hjortshøj ved Aarhus. Politiet mener ikke, at der ligger en forbrydelse bag.
Der blev foretaget obduktion mandag, men det lykkedes ikke at fastslå en endelig identitet. Men politiet går ud fra, at der er tale om den grønlandske kvinde, der har været forsvundet siden 8. januar.
- Der blev fundet forskellige effekter ved den afdøde, som gør, at vi er ret sikre på, at der er tale om den 58-årige kvinde. Men nu skal vi have analyseret et tandsæt og nogle prøver, før vi kan slå identiteten fast med sikkerhed. Der er ingen tegn på, at hun har været udsat for en forbrydelse, og når vi har fået en endelig identitet, vil politiets arbejde sandsynligvis være afsluttet i sagen, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.
Kvinden er flere gange blevet efterlyst i offentligheden.
De pårørende er underrettet.