Efter 35 år: Danmark anerkender ansvar for søfarende i Grønland
Erhvervsministeriet anerkender omsider ansvaret for de søfarendes arbejdsforhold i Grønland. Naalakkersuisut ser frem til at skabe bedre arbejdsvilkår og øget beskyttelse for søfarende.
- Grønland er en stolt søfartsnation, og det betyder meget for mig at kunne gøre en forskel for vores fiskere, som i mange år har fortjent bedre forhold.
Sådan lyder det fra Erik Jensen, naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur.
Hans udtalelse kommer i kølvandet på et svar fra erhvervsminister Morten Bødskov (S), som efter en 35-årig lang proces, bekræfter, at søfarendes ansættelsesforhold ikke er et selvstyreanliggende, men derimod et rigsanliggende.
- Dette vil gøre en stor forskel for de grønlandske søfarende, som vil få bedre rettigheder og en højere grad af beskyttelse, mener Erik Jensen.
Har kæmpet længe
Svaret kommer på bagrund af et brev fra Erik Jensen, hvori han understreger behovet for, at grønlandske søfarende har de samme juridiske rettigheder som søfarende i Danmark. Derefter fulgte en opfordring om at igangsætte arbejdet om ikraftsættelse af Lov om Søfarendes Ansættelsesforhold for Grønland ved kongelig anordning, hvilket nu sker.
Departementet har løbende haft et godt og konstruktivt samarbejde med Atorfillit Kattuffiat, som har bidraget med viden om den manglende lovgivnings betydning for fiskeres og andre søfarendes arbejdsvilkår.
- Atorfillit Kattuffiat har længe kæmpet for denne sag, og det glæder mig, at der nu er fundet en løsning, som rækker frem i tiden. Nu kan vi endelig være sikre på, at vi får et lovmæssigt grundlag, som vi kan bruge til at beskytte vores medlemmer, siger Dina Olsen, formand i Atorfillit Kattuffiat.
Det forventes, at Lov om Søfarendes Ansættelsesforhold kan sættes i kraft, så snart den lovgivningsmæssige justering er afsluttet, ifølge departementet.