Drømmerejsen til hjembyen koster 7.000 kroner ekstra

59-årig kvinde, der bor i Danmark, ville vise sin mand hendes grønlandske hjemby. En dum fejl betød, at rejsen nær ikke var blevet til noget. Nu er hun nødt til at købe en ekstra flybillet for at gennemføre rejsen.

Offentliggjort

Efter årtier i Danmark ville 59-årige Grethe Møller vise sin mand hendes grønlandske hjemby. Men drømmerejsen endte i tårer, søvnløse nætter og en ekstra regning til en ny billet. Det skriver BT.

Grethe Møller har ikke været hjemme i Grønland siden hun i 70erne tog til Danmark for at gå på gymnasium. Men nu skulle det være: Hun og hendes mand skulle besøge barndomsbyen.

Men ifølge BT kom Grethe Møller til at bestille begge billetter i hendes eget navn. Først sidste fredag opdagede hun fejlen, og dermed var turen på torsdag truet.

Hun havde købt billetten igennem MyTrip, men firmaet kunne ikke ændre navnet på billetten, men henviste til Air Greenland. Men heller ikke Air Greenland kunne ændre navnet på billetten.

Dermed så det ud til, at rejsen helt måtte aflyses. Efter BT skrev om sagen har Air Greenland dog tilbudt Grethe Møller, at hun kan købe en ny billet på det ellers udsolgte fly. Ifølge BT har hun takket ja til at købe en ny billet til 7.000 kroner.

Powered by Labrador CMS