Drabsanklage i Arsuk: Brækkede nakken på offer

Der var ifølge anklageskriftet tale om særdeles voldelig adfærd, der i august sidste år ledte til, at en 58-årig mand afgik ved døden i bygden Arsuk. Sagen skal for kredsretten i slutningen af juni.

Den lille sydgrønlandske bygd Arsuk blev i august sidste år ramt af et tragisk dødsfald, da en 58-årig mand mistede livet efter voldsomme kast ud på en trappe. Bygden befinder sig omkring 134 km fra Paamiut og har 86 indbyggere, ifølge de seneste tal fra Grønlands Statistik (2022).
Offentliggjort

En mand i 40’erne står til at få syv år i anstalten for domfældte, såfremt kredsretten finder ham skyldig i drab.

Det skriver avisen AG.

Ifølge anklageskriftet, AG har fået indsigt i, skal den tiltalte først have slået forurettede i hovedet med en guitar. Derefter har den yngre mand grebet fat i den 58-årige, smidt ham ned ad adgangstrappen til huset, så manden landede på trappeafsatsen. Herefter blev han atter hevet fat i og smidt videre ned ad trappens nederste stykke, så han landede på grundfjeldet og derved brækkede nakken med døden til følge.

Sermersooq Kredsret har afsat tre dage sidst i juni til at behandle sagen, der blev det sjette tilfælde af drab i 2022. I alt mistede otte personer livet som følge af drab i anklagemyndighedens øjne, om end de ikke alle ender som deciderede drabssager i retten. Nogle af dem ender i stedet som vold med døden til følge.

Læs hele artiklen i den seneste udgave af AG. Du får adgang her:

Powered by Labrador CMS